Klar til det videre skridt....

Sikke da en pause, der pludselig var behov for..... har haft en del af livet oppe til revision - arbejdsstart sådan for alvor var nært forestående nu og jeg troede faktisk selv på det. Lige indtil det blev nært forestående og jeg vendte tilbage til søvnbesvær, hukommelsesbesvær, manglende evne til at skabe sammenhænge, udfald i min hukommelse i forhold til dagen, der var gået, manglende evne til at se fjernsyn, læse avis..... så kunne jeg pludselig godt se, at der var en grund til, at jeg af min læge har fået besked på, at jeg skal give det tid og at jeg ikke skal tilbage til udadreagerende børn med massive vanskeligheder i et stærk belastet bolig-kvarter.....
... men hvad er det så lige, jeg skal stille op med mit liv??? For det er jo det, jeg kan - arbejde med børn med massive vanskeligheder - problemet er, at jeg kan det så godt, at jeg brænder fuldstændig sammen af det, hvis ikke jeg kan redde dem allesammen, gøre en afgørende forskel, fri dem fra det onde - så føler jeg mig uduelig, tænker ikke på andet alle vågne timer, hvilket for øvrigt så indebærer nattetimerne, jeg ser spøgelser overalt, bliver stærkt depressiv, går tilbage i selvmordstanker, for jeg duer jo alligevel ikke, ganske som jeg altid fik at vide som barn og ung....."du duer ikke til andet end at tømme mig i og selv det er en tvivlsom fornøjelse....." ......

Denne blog vil nu primært bruges som dagbog, som støtte og som redskab til at fastholde mig i verden, i livet, mens min barndom bliver til en bog. En bog, der skal redde mig og forhåbentlig skabe et lys for andre.
Jeg har en masse i tankerne, foredrag, støttegrupper, artikler..... mit liv kan og skal ikke længere styres af andre end mig og mine nærmeste.

Jeg vil fylde mit liv med glæde og positiv tænkning, jeg vil glæde mig til at genskabe gamle venskaber, se gamle venner/bekendte, der nu ligesom jeg er blevet en børnefamilie, jeg vil glædes over at ses med dejlige mennesker, fylde mit liv med smukke stunder.

Jeg vil skabe mine bøger, som jeg har båret på i lang tid, jeg vil kreere lækker mad, overvejer at starte en net-butik med hjemmelavede lækkerier..... på de gode dage.....

På de knap så fantastiske dage vil jeg bare være selv, jeg vil ikke ses med nogen, for jeg er ikke det værd, de kommer jo kun på besøg eller inviterer os af pligt, jeg vil skilles, for jeg magter ikke "dine og mine"-situationerne, jeg vil afgive mine egne børn til deres far, for jeg gør dem ikke noget godt, jeg er ikke en god mor......

Så store er udsvingene i mit liv og svinget kan komme fra dag til dag, fra time til time. Jeg kan skifte fuldstændig personlighed på et splitsekund og ikke selv huske det bagefter - dette er dog snart forsvundet, for det trak virkelig kræfter hos os alle, når "jeg" forsvandt og blev erstattet af en personlighed, hvis primære formål er, at skubbe væk og såre - ALLE, også min mand, der betyder ALT for mig, der sammen med mine to drenge er grunden til at jeg ikke lykkedes med mit selvmordsforsøg sidste sommer.

Men det er altsammen en del af PTSD - og der ER en vej ud - det skal der være! Vi ses derude.....

Svært.......

..... for familien.....
De af jer, der kender mig via Facebook har måske bemærket en kommentar fra min yngste lillebror -
1. familiereaktion overhovedet. Kommentaren er ikke en benægtelse af det skete, den beskylder mig ikke for at lyve - han beder mig om "at stoppe med det lort" og spørger om det handler om at få opmærksomhed.
Ja Martin! Det gør det, det handler om at henlede opmærksomheden på, at svin som din far og hans kammersjukker ødelægger liv, at de skader, de påfører, de giver ar for livet. Og som piger er vi utrolig dygtige til at vende smerten og skaderne indad; vi påtager os skammen, vi påtager os skylden, vi vokser op og VÈD, at vi er mindre værd end andre mennesker, at vi skal bøje hovedet og tage imod - og vise taknemmelighed, lige meget hvad vi får rakt.

Det handler om, at få skabt opmærksomhed på, at det også sker i "de pæne familier" som din, lillebror; ikke længere en kernefamilie, men dog en familie, der udadtil viser en pæn, ren facade.... er så dog ikke ret meget i tvivl om, at der i Frørup sidder folk tilbage og har minder, der er alt andet end rosenrøde om din kære far - hvor dygtig han end har været til at slikke visse familier i røven, så har han også vist sit sande ansigt overfor nogen andre....

Det handler IKKE om at skabe opmærksomhed omkring mig som person - og dog! For udadtil har jeg brugt år på at forsøge at fremstå fuldstændig "normal", bare en lidt svært tilgængelig pige som alle jer andre - men det har kostet ALT mit overskud og kulminerede i et totalt sammenbrud, hvor valget fra min læge var meget enkelt og overskueligt; tvangsindlæggelse eller tvangsmedicinering med pålagt terapi. Så mit ønske om opmærksomhed handler om at skabe opmærksomhed omkring et problem i Danmark, der er overalt - og som er så UENDELIG svært at håndtere, for vi skal IKKE se spøgelser overalt, vi skal IKKE skræmme mændene væk fra stillinger i børneinstitutioner, vi skal IKKE skabe et samfund, hvor man som mand ikke tør komme tæt på hverken egne eller andres børn - men vi skal skabe et samfund, hvor børnene er trygge nok til at finde en voksen at betro sig til, vi skal skabe et samfund, hvor det at være et misbrugt barn ikke er tabu, hvor barnet hele tiden lærer, at DET IKKE ER DIN SKYLD!!!!! Du skal som misbrugt IKKE føle skam eller skyld eller noget som helst andet, du skal tro på, at du er MINDST lige så meget værd som alle andre og udenfor hjemmets rammer ER der mennesker, der vil dig det bedste, der vil elske dig og tage hånd om dig - DU ER VÆRDIG, ELSVÆRDIG OG VÆRDIFULD!!

Og så skal vi selvfølgelig skabe et samfund, hvor kommunerne ikke gang på gang står og pakker sig ind og siger at "de gjorde det godt nok", på trods af 5-10-15 indberetninger, henstillinger og så videre... for det underbygger børnenes billede af, at de ikke er noget værd, der er jo alligevel ingen, der vil hjælpe dem.

Så JA! Lillebror!! Du kan fandme tro, det handler om opmærksomhed! Vi er nemlig ikke alle vokset op som fars lille kæledægge - åbn øjnene og se verden som den også er!

Hun......

græder ikke længere, når døren til skabet bliver lukket, for hun HAR lært lektien....
Selvom hun efter et par timer ikke føler, at der er ilt tilbage, selvom hun til stadighed indeni råber om hjælp, kalder på sin hemmelige far, véd hun, at straffen for at græde ikke er tårerne værd.
I starten havde hun grædt højlydt, råbt på hjælp, forventet at når de hørte, at hun ikke følte, hun kunne få luft, så ville de blive kede af det, de havde gjort, hjælpe hende ud og trøste hende - men da skabsdøren bliver åbnet er det af Bob og hun ved lige med det samme, at det her - det er ikke godt. Slaget falder promte, øret smerter og kinden svider. "Du skal holde din kæft, din lille møgtøs - du skal sguda også altid ødelægge alt det, man gør for dig! Nu holder du din KÆFT lukket, til vi er færdige - det er vigtige folk, der er her i aften og du skal IKKE ødelægge mere for os! Husk nu, hvad politimanden sagde til dig sidst; du kommer på børnehjem, hvis ikke du kan lære at opføre dig ordentligt - hvad tror du morfar og mormor vil sige til dét!!!"

Døren bliver knaldet i igen og låsen drejer om....

Efterhånden lærer hun at græde indeni, at græde sammen med Far, der gør sit bedste for at trøste hende, sammen med Beast, der lover at sønderflænse dem, når han kommer ud... men når de kommer ud, kan Beast ikke beskytte hende mod hånden, der lukker sig over munden på hende, så skrigene ikke kommer ud - skrigene, hun endnu ikke har lært at holde inde, når de store mænd trænger helt ind i hende, hårdt, igen og igen...... blodet løber ned mellem benene på hende, blod blandet med sperm. Hånden holder så hårdt, så hårdt, den er stor og hård, huden ru, den fylder det hele, luften forsvinder igen, ligesom inde i skabet, hun kan ikke mere, opgiver kampen og forsvinder.... forsvinder ind til Beast og Far, der begge kæmper som rasende for at komme ud, knurrer, fråden sprøjter ud af mundvigene....

I bilen hjem kommer hun langsomt op, ud i verden igen... men hvorfor? Hvorfor, når hun nu så gerne bare vil blive inde hos Beast og Far, hvorfor kan Verden ikke bare lade hende være?
Smerten mellem benene og i numsen er usigelig og hun må opgive at sidde op......men hun græder ikke.

Puha...

.... pludselig var en længere pause nødvendig!

Det er en helende proces for mig at få alle minder, tanker, mareridt og følelser på skrift og ud til jer - men det er en helende proces med omkostninger og konsekvenser, for jeg får en hel masse utrolig skønne tilbagemelinger, både fra mine helt fantastiske venner fra tilbage i tiden og fra mennesker, jeg slet ikke kender. Alle jeres beskeder varmer mig så utrolig meget og er en væsentlig del af min vej fremad, for I bekræfter mig i, at jeg er, at jeg er ok og at I i det hele husker mig - endda som et positivt element; omend et også "fjernt" og distanceret menneske, som ingen rigtig har følt sig tæt på. Selv de, jeg har opfattet som mine allerbedste venner og veninder beskriver en "underlig"pige, en pige med en afvisende facade, en pige, der ofte svigtede aftaler...
Og med røde skamfulde kinder erkender jeg, at det nok er en meget rammende beskrivelse - jeg har aldrig lært, hvordan man sådan "rigtigt" lukker folk helt ind, for det var forbudt - der var strenge regler for, hvem jeg måtte se i fritiden og hvem der var uønskede i vores hjem - og som jeg så heller ikke skulle besøge. Der var strenge regler for brug af telefon, der var strenge regler for fester, der var strenge regler.... ja!

Da jeg blev gammel nok til at gå til fester og i byen valgte jeg nu og da at se stort på reglerne - aldrig en god idé - straffen var jo givet på forhånd, men nu og da havde jeg altså alligevel brug for at komme ud og væk....

Uendelig mange er de gange, hvor jeg havde sagt ja til en venindesammenkomst, en fest, en fødselsdag, en filmaften.... jeg glædede mig altid helt vildt, for denne gang! Denne gang MÅTTE det da lykkedes at få lov - men altid blev der opfundet noget, jeg havde gjort, en regel jeg havde brudt, en pligt, jeg ikke havde udført... og endnu en gang måtte jeg se timerne gå og arrangementerne passere forbi.... uden mig. Egentlig var det jo også ligemeget, tænkte jeg - for ingen ville jo opdage om jeg var der eller ej....

Det betyder, at jeg nu sidder her - 36 år gammel - og ser tilbage på alle de skønne, vidunderlige mennesker, som jeg er blevet tvunget til at svigte så mange gange, at de ikke orker mig mere, at de har glemt mig eller i hvert fald opgivet at forsøge at ses med mig.... og jeg har brugt mange år på at have fuld forståelse for det - for jeg er jo ikke en person, som har noget interessant at byde ind med alligevel, jeg er dårligt fiúngerende socialt, småbuttet....

SLUT!!!! Fra i dag er cirklen sluttet og jeg vil ikke længere bevæge mig i disse negative mønstre. Jeg vil ud i livet, jeg vil opbygge relationer, se mennesker, LEVE ET HELT OG FULDT LIV!

Indeni sidder stadig en lille pige, der har været udsat for umenneskelige handlinger, som er blevet mishandlet i årevis... men hun kan kun heles ude blandt jer, hun kan kun heles, hvis hun kommer ud og finder bekræftelse og livsglæde ude blandt jer skønne mennesker. Hun vil ikke længere tro på, at det enenste hun duer til, er at blive brugt som "en lille dåse, knap værd at tømme sig i - en vammel lille luder, som ikke er bedre værd, end at pisse på..." det svier for øvrigt fælt meget at blive tisset i, når man er revnet dernede, nu når et par af mændene var lidt rigeligt store....
"uh, du elsker det, hva' din lille hore... du er jo helt våd. Nu skal du få lov at smage noget p.., det kan du jo godt lide, er det ikke rigtigt, din lille luder!" Og ja! Vel var jeg våd - han var trods alt nummer tre, der ville lade mig smage og tømme sig i mig....

Den lille pige giver stadig lyd nu og da om hvor lidt værdige vi er til et liv blandt ordentlige mennekser, hun og jeg - men sammen skal vi nu overbevise hende om noget andet!

TAK for jeres beskeder, bliv ved så længe I orker - de glæder mig SÅ meget, varmer og lindrer! Og alle, der eventuelt har tænkt, at de godt gad se mig - please skriv! Jeg savner jer i mit liv og er klar til at lære at lukke mennesker ind - I må bare regne med at lidt oplæring bliver nødvendigt.

Og ja!! Som svar på en enkelt henvendelse; jeg er HELT klar over at jeg udstiller mig selv - men hvis nu bare jeg kan hjælpe en enkelt lille pige derude, så er det det værd! Og ja! Jeg udstiller mig selv, men jeg vinder ved det; jeg vinder heling, respekt forståelse og kærlighed - og kærlighed er det eneste, der egentlig tæller i sidste ende.....

Uopretteligt

Har I nogensinde lyttet til Anna Davids sang med titlen "Den Lille Pige"? Ellers vil jeg godt give lige netop den sang min allervarmeste anbefaling - den har faktisk gjort en forskel for mig. Den har været medvirkende til at jeg forstod, at det med bare at forsøge at vende fortiden ryggen, sætte låg på det hele, lukke alle kasserne godt og grundigt - jamen det er en fantastisk her-og-nu løsning, men det er ikke en holdbar løsning livet igennem.

Jeg har utrolig svært ved at lægge ører og øjne til andres beretninger om misbrug, men bliver jo ganske som jer andre konfronteret med det KONSTANT i pressen for tiden; Brønderslevsagen, Tøndersagen, Rebildsagen... vi kender dem allesammen. Ind imellem er det jo umuligt ikke at trække et par sammenlignende tråde og de gange, jeg har gjort det, de bøger jeg trods alt er kommet igennem - de er allesammen tårevædende brutale, fyldt med de mest groteske, voldsomme billeder - så jeg ender altid med at skamme mig over, at jeg føler, at en del af mit liv, min barndom er smadret, ødelagt, uværdig; jeg er jo ikke blevet voldtaget af en hest, tvunget til at hugge brænde kun iført natkjole, tvunget til sex med en søskende eller gennembanket.

Men indeni mig fylder den psykiske faktor utrolig meget - at jeg ALDRIG vidste, hvad stemningen var, når jeg stod op om morgenen - var der smil og latter i kælderen eller var der fortættet, ond stemning? Smil og latter var ikke nødvendigvis lig fred og ingen fare, for 1. kunne det skifte SÅ hurtigt, 2 så betød det ikke at jeg var fredet, når natten atter satte ind.

Væsentlig slemme var dog de stille, fortættede dage, for de førte til en "sort dag/nat" - de værste. Nætterne hvor overgrebene var plaget af ondskab, hvor smerte, ydmygelse, fornedrelse og magtdemonstration var målet. Nætter, hvor de efterfølgende smerter og tanker umuliggjorde ret meget søvn, nætter hvor jeg i 8-årsalderen skabte Black Beast i mit sind - den kæmpestore sorte, ondt udseende, dryp-savlende satan af en hund, der kom frem og overtog, når jeg ikke længere kunne rumme mere smerte, mere fornedrelse, mere....bare mere.
Black Beast (BB herefter) var stærkt inspireret af en Sherlock Holmes-historie, jeg havde læst, så billederne af dens magt og styrke blev min redning på de sorte dage, ligesom Prinsen på den hvide hest blev det på de "almindelige" - og Prinsen var ikke en drømmefyr, nej Prinsen var den far, jeg aldrig havde kendt og som jeg til dato ingen anelse har om, hvem er - men som jeg savner mere eller mindre bevidst hver eneste dag i mit liv. Prinsen viste sig ganske tydeligt for mig, trøstede mig, beroligede mig, lovede mig at komme så snart, han kunne og tage mig væk. Det skete aldrig og til sidst svandt håbet, men forsvandt gjorde det aldrig - og lever stadig.

At jeg allerede dengang opfandt og accepterede ekstra personligheder i mit hoved, redddede mit liv dengang, det skabte en afstand, en "buffer" til at få plads til den lille, evigt bange pige, til at lukke ned for nogle af de værste oplevelser - men desværre ikke for livstid. Stille og roligt dukker der flashes op i mit hoved, kasser åbnes - og en del vil komme ud her efterhånden, for når først jeg har sat ord på dem, set dem i øjenene, ja så føler jeg en hidtil ukendt fred og lykkefølelse dybt indeni, en frigørelse, der vokser som dagene går og som jeg glæder mig over hvert eneste øjeblik af dagen.

Jeg vil gerne slutte dagens indlæg med en bøn, der især er rettet mod de, der stadig bor i min barndoms skønne fynske have: alt dette er aldrig blevet meldt, det er ikke indberettet og bliver det heller ikke. Modsat mange, især mænd, der har kommenteret på disse indlæg, så leder jeg ikke efter hævn, jeg leder efter heling, jeg leder efter liv - mit liv.
Så vær søde ikke at tvær det ud i hovedet på hverken den skyldige, mine brødre, min mor, mennesker, der vil være på hans side - jeg er fortsat rystende bange for manden, men nægter at lade ham ødelægge hele mit liv, hvorfor I nu kan følge denne blog - pas på mig!

Distance....

Når minderne bliver tanden voldsommere for mig og gør væsentlig mere ondt at gå igennem, mere skamfyldte, så er jeg nødt til at lægge distance til mindet og i stedet for lave det beskrivende, forstået på den måde, at "jeg" vil blive udskiftet med "den lille pige" eller "hun".
De mere brutale minder kræver også så meget distance, at blogindlæg nu og da vil komme med et par dages mellemrum - jeg skal simpelthen have tid til at selvbehandle og "hele" lidt, bearbejde mindet så meget, at jeg kan gennemtænke det, selv læse mit blogindlæg og endda læse jeres kommentarer uden at være skamfyldt, skyldplaget, føle mig udstødt, ulækker, forkert.... dødsdømt.

Modsat mange andre, der har været igennem noget lignende min livshistorie, er væsentlig mindre heldige end jeg; jeg er nemlig så usigelig heldig at have giftet mig med en mand, der efter vores forhold begyndte, besluttede at vie sit liv til at behandle og helbrede mennesker, der har oplevelser i rygsækken, der begrænser deres hverdag - og uden den opdagelse af en ny type behandling, Peter gjorde, så var jeg ALDRIG kommet dertil, hvor jeg er i dag! Jeg er så helt vildt fuld af respekt for EFT - og ikke mindre fuld af respekt for min helt vidunderlige mand, der hvade røv i bukserne til at tage karrieren som salgschef og smide væk for at være noget og gøre noget for andre mennesker - jeg er gift med et enestående, unikt, uselvisk, fuldstændig vidunderligt menneske og det betyder usigelig meget for mig hver enenste dag i mit liv. De der er mindre heldige end jeg; Peter er pengene værd og hvis du hilser fra min blog og jeg, så får du et godt tilbud på behandlingen, der gør en ubeskrivelig forskel i dit liv!

Minderne i mit hoved... mareridtene... alle begrænsningerne, jeg først opdager, når jeg støder på dem.... angst for mange mennesker samlet på et sted, angsten for socialt krævende situationer, for at sidde med ryggen ud mod lokalet og døren, angsten for små, lukkede rum, for at være inderst et sted, så jeg ikke umiddelbart kan se flugtvejen.... tror slet ikke, det er muligt at sætte sig ind i, hvor mange skræmmende og angstprovokerende situationer, der egentlig er for et ellers helt almindeligt menneske på en helt almindelig dag, når man har ødelagt det menneske som barn.

Skridtene på trappen var ikke farmors... havde sådan håbet... maven knuger sig sammen i angst, tårerne dukker frem i øjenkrogen. Men er nødt til at holde dem under kontrol, for jeg véd jo ikke endnu, om det er en sort dag eller bare en af de sædvanlige grå. De sorte dage er nye og meget, meget farlige...
Der er noget galt - skridtene er forkerte.... for mange... véd, at mor er på nattevagt, desuden lyder det heller ikke som hendes skridt overhovedet - er farmor alligevel kommet hjem og med til at putte mig? Håbet stiger, knuden i maven slapper lidt af, jeg sætter mig halvt op, da døren åbner.... ikke farmor, Bob - men ikke alene, nej den der mand, vi besøgte for nogle dage siden er med, så er alt ok... sikke ufattelig naiv, man stadig er, selv nu efter et par år med "fars særlige kærlighed"  - en fem-årig piges fantasi rummer simpelthen slet ikke fantasi til at forestille sig....

"Hej lille skattepige, nå du sover ikke endnu - dejligt, for vi kommer jo også for at putte dig. Og ved du hvad lille skattepige, i dag har du været en rigtig sød pige, så du får lov til at vise Ole, hvor dejligt det er for små piger at lege med fars tissemand - kan du huske, hvor dejligt, vi havde det sidst mor var på arbejde? Det skal vi to vise Ole nu, det bliver vel nok dejligt, ikke skattepige?!"

Dén havde jeg ganske enkelt ikke lige set komme og chokket lammede mig fuldstændig, stivnede mig, alting lukkede ned.... mindet bliver uklart, vildt skræmmende og angstprovokerende, min mave trækker sig stadig, nu over 30 år efter, sammen i angst og smerte. Jeg fornemmer uklart, hvordan de begge tager bukserne af og tvinger mine hænder til at røre dem i skridtet, hvordan de stopper det erigerede lem ind i munden på mig, gnider det hårdt ind imellem mine ben... og så slukker mindet fuldstændig, jeg går i sort, min lille krop, mit lille hoved kan ikke mere.... jeg går ind i min egen verden, jeg er et helt andet sted - indtil smerten mellem mine ben pludselig eksploderer fuldstændig og jeg i DEN grad bliver revet tilbage i virkeligheden, tilbage til sengen, hvor Bob holder mine ben, mens Ole har penetreret mig.... jeg vidste ikke, at man kunne føle så meget smerte.... jeg besvimer....

Stærkere.....

..... dag for dag! Jeg bliver stærkere dag for dag af at skrive i min blog, få minder, tanker, mareridt, følelser ud, ned på skrift - og ud til jer. Da Peter 1. gang foreslog, at jeg prøvede at skrive det hele ned, blev jeg noget skræmt ved tanken - det hele ville pludselig blive så virkeligt, så tydeligt - det ville fremstå sort på hvidt, hvor forkert mit liv havde været. Men tanken var født, og efter et par behandlinger hos Peter, kombineret med medicinsk behandling, ja så var jeg pludselig indstillet på ikke kun at skrive det ned, men også at få det ud blandt andre - for hold nu op, hvor ville jeg gerne have fundet et sted, hvor jeg som mindre havde kunnet se, at det IKKE var mig, der var helt forkert, at det IKKE var min skyld, at jeg blev brugt og misbrugt, mishandlet - at det IKKE var mit ansvar....

Tanken var først en bog - og måske den kommer, måske jeg ender med at samle mine blog-indlæg og sender dem til udgivelse i samlet flok; lige nu er det en fuldstændig forrygende, fantastisk oplevelse, hjælp og støtte for mig, at skrive mig ud af mareridtene, der har forfulgt mig hele mit liv og bringe dem ud til jer, der har kendt mig, jer, jeg har følt, var mine bedste venner og veninder - men som I har følt var på afstand af mig. Det ryster mig og skræmmer mig, at på trods af, at jeg har gået med en følelse af, at jeg altid har haft det fornuftigt nemt i forhold til at skabe relationer, ja så har jeg helt åbenlyst kun skabt overfladiske relationer, for så snart nogen er kommet for tæt på, er jeg blevet bange for, hvad de eventuelt ville opdage og tænke om mig - som tiden gik blev jeg jo godt klar over, at noget var galt i vores familieforhold.
Det er lykkedes mig at brænde alle broer bag mig hele mit liv, at skabe afstand til alle de, jeg egentlig higede efter at have tæt på mig - således står jeg nu tilbage med en - undskyld udtrykket - allerhelvedes stor bekendtskabskreds, fuld af de dejligste skønne mennesker, alle med stor betydning i mit liv - og alle på afstand af mig, således, at når dagene er grå og jeg har brug for en hånd at støtte mig til, en at læne mig op ad, ja så er der kun én, der stå for skud; min helt fantastiske, vidunderlige mand, som jeg skylder ALT, inklusive livet. Jeg elsker dig højere end jeg troede muligt, min egen skat!

Medicin, behandling og blog hjælper mig ud af skallen, ud, hvor jeg skal til at møde verden igen, opbygge relationer med kraft og dybte - og jeg glæder mig! Men det bliver en lang og svær kamp, det bliver op ad bakke det meste af vejen og det bliver med behov for et meget bestemt, meget kærligt og meget fast skub i ryggen, at jeg skal finde ud over rampen.... tag godt imod mig derude!

Jeg er fortsat utrolig meget i tvivl om, hvor meget, der skal ud i denne blog, hvor meget, der tåler dagens lys, hvis det stadig skal være muligt for mig at løfte blikket og se jer allesammen i øjnene, når vi forhåbentlig ses i løbet af året - skal jeg holde mig til oplevelser indenfor hjemmets fire vægge eller er der mon også plads i jeres hjerter og sind til at forholde jer til udlejning, venner på besøg, familiearrangementer...??? Hvor langt kan skal og tør jeg gå???

Min mor arbejdede de første år som nattemedarbejder på en fabrik i Søndersø, den stik modsatte ende af Fyn, så hun var meget væk - hold nu op, hvor blev jeg altid badet og puttet grundigt....

.... der vil være dage, hvor der ikke kommer nyt indlæg i min blog - der vil være dage, hvor jeg ikke magter at dele endnu en oplevelse.... men der vil ALDRIG være dage, hvor jeg ikke rigtig gerne vil høre fra jer - I er nu en væsentlig del af min livline, så TAK fordi I læser og deler min blog - I gør jeg ingen idé om, hvor meget, det betyder for mig!