Puha...

.... pludselig var en længere pause nødvendig!

Det er en helende proces for mig at få alle minder, tanker, mareridt og følelser på skrift og ud til jer - men det er en helende proces med omkostninger og konsekvenser, for jeg får en hel masse utrolig skønne tilbagemelinger, både fra mine helt fantastiske venner fra tilbage i tiden og fra mennesker, jeg slet ikke kender. Alle jeres beskeder varmer mig så utrolig meget og er en væsentlig del af min vej fremad, for I bekræfter mig i, at jeg er, at jeg er ok og at I i det hele husker mig - endda som et positivt element; omend et også "fjernt" og distanceret menneske, som ingen rigtig har følt sig tæt på. Selv de, jeg har opfattet som mine allerbedste venner og veninder beskriver en "underlig"pige, en pige med en afvisende facade, en pige, der ofte svigtede aftaler...
Og med røde skamfulde kinder erkender jeg, at det nok er en meget rammende beskrivelse - jeg har aldrig lært, hvordan man sådan "rigtigt" lukker folk helt ind, for det var forbudt - der var strenge regler for, hvem jeg måtte se i fritiden og hvem der var uønskede i vores hjem - og som jeg så heller ikke skulle besøge. Der var strenge regler for brug af telefon, der var strenge regler for fester, der var strenge regler.... ja!

Da jeg blev gammel nok til at gå til fester og i byen valgte jeg nu og da at se stort på reglerne - aldrig en god idé - straffen var jo givet på forhånd, men nu og da havde jeg altså alligevel brug for at komme ud og væk....

Uendelig mange er de gange, hvor jeg havde sagt ja til en venindesammenkomst, en fest, en fødselsdag, en filmaften.... jeg glædede mig altid helt vildt, for denne gang! Denne gang MÅTTE det da lykkedes at få lov - men altid blev der opfundet noget, jeg havde gjort, en regel jeg havde brudt, en pligt, jeg ikke havde udført... og endnu en gang måtte jeg se timerne gå og arrangementerne passere forbi.... uden mig. Egentlig var det jo også ligemeget, tænkte jeg - for ingen ville jo opdage om jeg var der eller ej....

Det betyder, at jeg nu sidder her - 36 år gammel - og ser tilbage på alle de skønne, vidunderlige mennesker, som jeg er blevet tvunget til at svigte så mange gange, at de ikke orker mig mere, at de har glemt mig eller i hvert fald opgivet at forsøge at ses med mig.... og jeg har brugt mange år på at have fuld forståelse for det - for jeg er jo ikke en person, som har noget interessant at byde ind med alligevel, jeg er dårligt fiúngerende socialt, småbuttet....

SLUT!!!! Fra i dag er cirklen sluttet og jeg vil ikke længere bevæge mig i disse negative mønstre. Jeg vil ud i livet, jeg vil opbygge relationer, se mennesker, LEVE ET HELT OG FULDT LIV!

Indeni sidder stadig en lille pige, der har været udsat for umenneskelige handlinger, som er blevet mishandlet i årevis... men hun kan kun heles ude blandt jer, hun kan kun heles, hvis hun kommer ud og finder bekræftelse og livsglæde ude blandt jer skønne mennesker. Hun vil ikke længere tro på, at det enenste hun duer til, er at blive brugt som "en lille dåse, knap værd at tømme sig i - en vammel lille luder, som ikke er bedre værd, end at pisse på..." det svier for øvrigt fælt meget at blive tisset i, når man er revnet dernede, nu når et par af mændene var lidt rigeligt store....
"uh, du elsker det, hva' din lille hore... du er jo helt våd. Nu skal du få lov at smage noget p.., det kan du jo godt lide, er det ikke rigtigt, din lille luder!" Og ja! Vel var jeg våd - han var trods alt nummer tre, der ville lade mig smage og tømme sig i mig....

Den lille pige giver stadig lyd nu og da om hvor lidt værdige vi er til et liv blandt ordentlige mennekser, hun og jeg - men sammen skal vi nu overbevise hende om noget andet!

TAK for jeres beskeder, bliv ved så længe I orker - de glæder mig SÅ meget, varmer og lindrer! Og alle, der eventuelt har tænkt, at de godt gad se mig - please skriv! Jeg savner jer i mit liv og er klar til at lære at lukke mennesker ind - I må bare regne med at lidt oplæring bliver nødvendigt.

Og ja!! Som svar på en enkelt henvendelse; jeg er HELT klar over at jeg udstiller mig selv - men hvis nu bare jeg kan hjælpe en enkelt lille pige derude, så er det det værd! Og ja! Jeg udstiller mig selv, men jeg vinder ved det; jeg vinder heling, respekt forståelse og kærlighed - og kærlighed er det eneste, der egentlig tæller i sidste ende.....