Kommunikation

Hvor er det bare vildt uendelig vigtigt, det med kommunikation! Jeg læste på et tidspunkt en fatastisk sætning; kærlighed kan overleve ALT - undtagen mangelfuld/dårlig kommunikation. Det tror jeg 100% på og jeg tror ligeledes, at det rækker langt ud over "blot" at dække kærligheden, jeg tror, det dækker i alle vores relationer livet igennem. For eksempel vores venskaber.
Jeg har to spidskompetencer, som jeg gerne lige vil bringe i spil i den anledning:

1. Jeg er ret god til at møde folk og danne en connection, således at både de og jeg har en god oplevelse af samværet og jeg har det nogenlunde fornuftigt med at mødes med mennesker - især, hvis det er mennekser, der ingen relation har i forhold til mig, min familie eller vores fremtid. Er noget af dette i spil, ja så skifter vi omgående til kompetence:
2. AKUT TILBAGETRÆKNING!!! Fordi det jo er ganske tydeligt for enhver, at de mennesker, jeg står overfor, er langt mere værd end jeg er, de har styr på alting, de er supertjekkede, véd hvad de vil med deres liv, har formået at finde den rigtig i 1. hug, har velopdragne børn i fantastisk trivsel, ALT er bare top dollar! Og lige helt nøjagtig hvad skulle så gøre, at de mennesker på nogen som helst måde skulle være interesserede i at tilbringe længere tid end højst nødvendigt i mit selskab???

Ofte har jeg lavet aftaler med noget nær veninder, blot for at måtte bryde dem kort inden de skulle finde sted - for vi véd jo begge, at veninden egentlig hellere ville bruge sit liv på noget, sjovere, bedre, kønnere, mere intelligent
Ofte har jeg sagt ja til arrangementer, fester, den slags, blot for at blive helt reelt ssyg, når tiden nærmede sig, at jeg skulle afsted - ganske simpelt af skræk for at falde igennem, tydeligt fremstå dummere, grimmere og mindre interessant end alle andre i lokalet.
Ofte har jeg siddet til komsammener og sagt de mest åndsvage ting, været overeksalteret, småtræls at høre på - alt imens jeg har hyperventileret og talt minutter, til jeg kunne tillade mig at trække mig tilbage og endelig være mig.
Ofte har jeg ladet telefonen ringe ud uden at svare, når den ringede, for det var jo alligevel ikke fordi, jeg havde noget at byde ind med, der interesserede nogen....

Nu sidder jeg så her.... og tænker over kommunikation.... ville alt have set anderledes ud, hvis ikke jeg havde levet i evig skam og tavshed, hvis jeg havde fortalt de, jeg forsøgte at opbygge relationer med, at jeg er hundehamrende ekstremt angst for alle sociale relationer? Hvis jeg havde rakt en hånd ud ind imellem og bedt om hjælp, nærhed tryghed, venskab kærlighed...??? Og samtidig bedt om forståelse for at nogle ting bare er grænseoverskridende svære, men tag mig i hånden og hjælp mig ud - ud i jeres verden....

.... to be continued