Uopretteligt

Har I nogensinde lyttet til Anna Davids sang med titlen "Den Lille Pige"? Ellers vil jeg godt give lige netop den sang min allervarmeste anbefaling - den har faktisk gjort en forskel for mig. Den har været medvirkende til at jeg forstod, at det med bare at forsøge at vende fortiden ryggen, sætte låg på det hele, lukke alle kasserne godt og grundigt - jamen det er en fantastisk her-og-nu løsning, men det er ikke en holdbar løsning livet igennem.

Jeg har utrolig svært ved at lægge ører og øjne til andres beretninger om misbrug, men bliver jo ganske som jer andre konfronteret med det KONSTANT i pressen for tiden; Brønderslevsagen, Tøndersagen, Rebildsagen... vi kender dem allesammen. Ind imellem er det jo umuligt ikke at trække et par sammenlignende tråde og de gange, jeg har gjort det, de bøger jeg trods alt er kommet igennem - de er allesammen tårevædende brutale, fyldt med de mest groteske, voldsomme billeder - så jeg ender altid med at skamme mig over, at jeg føler, at en del af mit liv, min barndom er smadret, ødelagt, uværdig; jeg er jo ikke blevet voldtaget af en hest, tvunget til at hugge brænde kun iført natkjole, tvunget til sex med en søskende eller gennembanket.

Men indeni mig fylder den psykiske faktor utrolig meget - at jeg ALDRIG vidste, hvad stemningen var, når jeg stod op om morgenen - var der smil og latter i kælderen eller var der fortættet, ond stemning? Smil og latter var ikke nødvendigvis lig fred og ingen fare, for 1. kunne det skifte SÅ hurtigt, 2 så betød det ikke at jeg var fredet, når natten atter satte ind.

Væsentlig slemme var dog de stille, fortættede dage, for de førte til en "sort dag/nat" - de værste. Nætterne hvor overgrebene var plaget af ondskab, hvor smerte, ydmygelse, fornedrelse og magtdemonstration var målet. Nætter, hvor de efterfølgende smerter og tanker umuliggjorde ret meget søvn, nætter hvor jeg i 8-årsalderen skabte Black Beast i mit sind - den kæmpestore sorte, ondt udseende, dryp-savlende satan af en hund, der kom frem og overtog, når jeg ikke længere kunne rumme mere smerte, mere fornedrelse, mere....bare mere.
Black Beast (BB herefter) var stærkt inspireret af en Sherlock Holmes-historie, jeg havde læst, så billederne af dens magt og styrke blev min redning på de sorte dage, ligesom Prinsen på den hvide hest blev det på de "almindelige" - og Prinsen var ikke en drømmefyr, nej Prinsen var den far, jeg aldrig havde kendt og som jeg til dato ingen anelse har om, hvem er - men som jeg savner mere eller mindre bevidst hver eneste dag i mit liv. Prinsen viste sig ganske tydeligt for mig, trøstede mig, beroligede mig, lovede mig at komme så snart, han kunne og tage mig væk. Det skete aldrig og til sidst svandt håbet, men forsvandt gjorde det aldrig - og lever stadig.

At jeg allerede dengang opfandt og accepterede ekstra personligheder i mit hoved, redddede mit liv dengang, det skabte en afstand, en "buffer" til at få plads til den lille, evigt bange pige, til at lukke ned for nogle af de værste oplevelser - men desværre ikke for livstid. Stille og roligt dukker der flashes op i mit hoved, kasser åbnes - og en del vil komme ud her efterhånden, for når først jeg har sat ord på dem, set dem i øjenene, ja så føler jeg en hidtil ukendt fred og lykkefølelse dybt indeni, en frigørelse, der vokser som dagene går og som jeg glæder mig over hvert eneste øjeblik af dagen.

Jeg vil gerne slutte dagens indlæg med en bøn, der især er rettet mod de, der stadig bor i min barndoms skønne fynske have: alt dette er aldrig blevet meldt, det er ikke indberettet og bliver det heller ikke. Modsat mange, især mænd, der har kommenteret på disse indlæg, så leder jeg ikke efter hævn, jeg leder efter heling, jeg leder efter liv - mit liv.
Så vær søde ikke at tvær det ud i hovedet på hverken den skyldige, mine brødre, min mor, mennesker, der vil være på hans side - jeg er fortsat rystende bange for manden, men nægter at lade ham ødelægge hele mit liv, hvorfor I nu kan følge denne blog - pas på mig!