Distance....

Når minderne bliver tanden voldsommere for mig og gør væsentlig mere ondt at gå igennem, mere skamfyldte, så er jeg nødt til at lægge distance til mindet og i stedet for lave det beskrivende, forstået på den måde, at "jeg" vil blive udskiftet med "den lille pige" eller "hun".
De mere brutale minder kræver også så meget distance, at blogindlæg nu og da vil komme med et par dages mellemrum - jeg skal simpelthen have tid til at selvbehandle og "hele" lidt, bearbejde mindet så meget, at jeg kan gennemtænke det, selv læse mit blogindlæg og endda læse jeres kommentarer uden at være skamfyldt, skyldplaget, føle mig udstødt, ulækker, forkert.... dødsdømt.

Modsat mange andre, der har været igennem noget lignende min livshistorie, er væsentlig mindre heldige end jeg; jeg er nemlig så usigelig heldig at have giftet mig med en mand, der efter vores forhold begyndte, besluttede at vie sit liv til at behandle og helbrede mennesker, der har oplevelser i rygsækken, der begrænser deres hverdag - og uden den opdagelse af en ny type behandling, Peter gjorde, så var jeg ALDRIG kommet dertil, hvor jeg er i dag! Jeg er så helt vildt fuld af respekt for EFT - og ikke mindre fuld af respekt for min helt vidunderlige mand, der hvade røv i bukserne til at tage karrieren som salgschef og smide væk for at være noget og gøre noget for andre mennesker - jeg er gift med et enestående, unikt, uselvisk, fuldstændig vidunderligt menneske og det betyder usigelig meget for mig hver enenste dag i mit liv. De der er mindre heldige end jeg; Peter er pengene værd og hvis du hilser fra min blog og jeg, så får du et godt tilbud på behandlingen, der gør en ubeskrivelig forskel i dit liv!

Minderne i mit hoved... mareridtene... alle begrænsningerne, jeg først opdager, når jeg støder på dem.... angst for mange mennesker samlet på et sted, angsten for socialt krævende situationer, for at sidde med ryggen ud mod lokalet og døren, angsten for små, lukkede rum, for at være inderst et sted, så jeg ikke umiddelbart kan se flugtvejen.... tror slet ikke, det er muligt at sætte sig ind i, hvor mange skræmmende og angstprovokerende situationer, der egentlig er for et ellers helt almindeligt menneske på en helt almindelig dag, når man har ødelagt det menneske som barn.

Skridtene på trappen var ikke farmors... havde sådan håbet... maven knuger sig sammen i angst, tårerne dukker frem i øjenkrogen. Men er nødt til at holde dem under kontrol, for jeg véd jo ikke endnu, om det er en sort dag eller bare en af de sædvanlige grå. De sorte dage er nye og meget, meget farlige...
Der er noget galt - skridtene er forkerte.... for mange... véd, at mor er på nattevagt, desuden lyder det heller ikke som hendes skridt overhovedet - er farmor alligevel kommet hjem og med til at putte mig? Håbet stiger, knuden i maven slapper lidt af, jeg sætter mig halvt op, da døren åbner.... ikke farmor, Bob - men ikke alene, nej den der mand, vi besøgte for nogle dage siden er med, så er alt ok... sikke ufattelig naiv, man stadig er, selv nu efter et par år med "fars særlige kærlighed"  - en fem-årig piges fantasi rummer simpelthen slet ikke fantasi til at forestille sig....

"Hej lille skattepige, nå du sover ikke endnu - dejligt, for vi kommer jo også for at putte dig. Og ved du hvad lille skattepige, i dag har du været en rigtig sød pige, så du får lov til at vise Ole, hvor dejligt det er for små piger at lege med fars tissemand - kan du huske, hvor dejligt, vi havde det sidst mor var på arbejde? Det skal vi to vise Ole nu, det bliver vel nok dejligt, ikke skattepige?!"

Dén havde jeg ganske enkelt ikke lige set komme og chokket lammede mig fuldstændig, stivnede mig, alting lukkede ned.... mindet bliver uklart, vildt skræmmende og angstprovokerende, min mave trækker sig stadig, nu over 30 år efter, sammen i angst og smerte. Jeg fornemmer uklart, hvordan de begge tager bukserne af og tvinger mine hænder til at røre dem i skridtet, hvordan de stopper det erigerede lem ind i munden på mig, gnider det hårdt ind imellem mine ben... og så slukker mindet fuldstændig, jeg går i sort, min lille krop, mit lille hoved kan ikke mere.... jeg går ind i min egen verden, jeg er et helt andet sted - indtil smerten mellem mine ben pludselig eksploderer fuldstændig og jeg i DEN grad bliver revet tilbage i virkeligheden, tilbage til sengen, hvor Bob holder mine ben, mens Ole har penetreret mig.... jeg vidste ikke, at man kunne føle så meget smerte.... jeg besvimer....