Jeg er efter udgivelsen af dette blevet spurgt, om jeg har tænkt over, at alle, også mine børn, kan læse min blog, især når den er offentligt tilgængelig på FB - og svaret er JA! Det har jeg tænkt over - og JA! Det er VILDT grænseoverskridende at alle mennesker kan læse, hvad det er, der er overgået mig, hvad jeg har fundet mig i, hvad jeg har været udsat for, og tro mig venner, alt efter hvor langt, jeg kommer i denne beretning om mit liv - det bliver væsentlig meget værre!
Men jeg vil ud af Skammen, jeg vil ud af Skylden, jeg vil være fri af minder, traumer, begrænsninger... Jeg er ikke sikker på lige nu, om kjeg kan gå hele vejen, men jeg har i hvert fald tænkt mig at give det mit absolut bedste forsøg!
Så vælg selv, hvorvidt, du vil følge med i denne blog, for den ER grænseoverskridende, den er utrolig skræmmende, ubehagelig, ulækker... men den er også et billede af en helt almindelig familie i Danmark, den er et billede af den lille pige, du gik i klasse med, den er et billede af den pige, du aldrig helt forstod, da I gik på gymnasiet sammen, den pige, der bor lige ved siden af dig og som altid smiler så venligt....
Og skulle mine børn vælge at læse min blog, så er jeg klar til at tage dem på skødet og snakke med dem om, hvordan livet også kan være og hvorfor det er, at man nogengange skal være mere rummelig end man måske lige har lyst til overfor den klasse kammerat, der opfører sig træls, der ikke kommer til arrangementer, selvom de har lovet det... jeg er klar til at give mine børn den tolerance og forståelse der gør, at piger som jeg måske nemmere kan finde vores plads i verden.
Og har du ikke lyst til at være en del af denne selvudvikling, så er det helt ok, det har jeg al respekt og forståelse for - så luk denne side nu og undlad at åbne linket til min blog næste gang, du kommer forbi det ;0)
Og så til sagen.....
Gennem min uddannelse til pædagog var diskussionen om "arv eller miljø" en væsentlig del af vores kompendium - er vi født med alle vores menneskelige egenskaber eller opbygges de af vores miljø, vores omgivelser, vores hjem og familie...
Jeg er ikke ret meget i tvivl - vel besider vi da en væsentlig del arvemateriale, der vil påvirke en ganske lille smule af vores fremtid - men miljøet er efter min overbevisning af absolut yderste vigtighed, når et barn, et menneske skal formes. Således tror jeg ikke på, at jeg er født med en helt unik enestående evne til at føle skyld og skam stort set konstant, hvis ikke over det ene, så over det andet. Er faktisk så småt ved at frygte, at hvis jeg en enkelt dag vågner op og ikke lige kan skabe en følelse af skyld, ja så skal jeg da lynhurtigt selv få skabt en situation, der kan genskabe den åh, så kendte følelse, hvor meget jeg end hader den, hvor ondt den end gør mig...
Efter det første besøg, min mor og jeg havde hos Bob, blev de rimelig hurtigt enige om, at det næste skridt lå lige for og ingen grund til at vente - "familiesammenføring" var nært forestående. Egentlig husker jeg ikke at have nogle særlige følelser i klemme i forhold til det, jeg var ked af og utryg ved endnu en ændring i mit stadig så unge liv, jeg var helt klar over, at jeg ikke skulle vågne op hjemme ved mormor og morfar, og det i sig selv var altid nok til at skabe en utryghed og sorg hos mig - de var det bedste i mit liv, min tryghed og kærlighed; det er de for øvrigt stadig!
Vi ankom i mors lille, røde Morris Mascot - jeg sad på forsædet og havde mine to bedste venner med mig, min elskede bamse og så min lige så højt elskede undulat, en blå han ved navn Piphans. Piphans og jeg sad på forsædet, så jeg blev lidt lettet, da vi endelig var fremme; det var faktisk lidt svært at sidde med Piphans og hans bur på skødet så langt....
Bob var selvstændig med arbejde primært om natten, så da vi ankom, var han lige ved at skulle vækkes af middagssøvnen - det fik jeg lov til. Jeg blev fulgt op på 1. sal, hvor Bob havde sit soveværelse. Mormor havde været indlagt flere gange i min barndom, så jeg vidste godt, hvordan en hospitalsstue så ud - og præcis det billede er dét, jeg har i hovedet af Bob's soveværelse - et (nok rigeligt ift. sygehuse) stort, hvidt rum, med en enkelseng i metal og med hvidt sengetøj . der var helt stille, helt koldt - og jeg blev helt lille, helt stille, helt....
Jeg blev puffet blidt i ryggen og mor hviskede, at jeg skulle gå hen og vække Bob, så ville han blive rigtig glad - derefter gik hun ud, ned, væk.... jeg gik med små, tøvende skridt nærmere sengen... kan ikke huske detaljer helt, men kan huske, at jeg ikke turde andet end at gå hen og prøve at finde ud af, hvordan jeg skulle få ham til at vågne - mor ville ikke blve tilfreds, hvis jeg kom ned med uforrettet sag..... derefter tomrum i mindet, sort hul, indtil skrækken, angsten dukker op, angsten ved at være blevet præsenteret for den der lille, bløde far-ting igen, men nu så grundigt, at den ikke var helt så lille og blød mere, nej, fortalte Bob, for selvom jeg ikke havde været helt så sød, som vi havde aftalt sidst, så var far-tingen glad nu og når far-tingen var glad, så blev den sådan... Bob talte videre, kom med løftet om, at hvis jeg var en rigtig sød pige, så kunne far-tingen senere komme op i tissekonen og så ville det være rigtig dejligt..... men det ville ikke være dejligt, hvis ikke jeg var sød og hvis jeg fortalte om det til nogen, ville de blive sure over, at jeg var så heldig at få lov at mærke hvor dejlig far-tingen var at lege med. Indtil jeg blev lidt større, måtte jeg dog nøjes med at lege med far-tingen med fingrene og så kunne far bruge sine fingre til at vise mig, hvor rigtig dejligt, det ville blive at blive stor nok.
Jeg véd ikke, om vi er født med en grundlæggende følelse af rigtigt og forkert, men et eller andet i hele min lille krop skreg på flugt, skreg af angst og "forkerthed" Forkerthed har fulgt mig hele resten af mit liv, den er en fast livsledsager, der går trygt og godt gennem livet sammen med mig, Skyld og Skam - mon vi overhovedet kan skilles ad...
Ingen kommentarer:
Send en kommentar