græder ikke længere, når døren til skabet bliver lukket, for hun HAR lært lektien....
Selvom hun efter et par timer ikke føler, at der er ilt tilbage, selvom hun til stadighed indeni råber om hjælp, kalder på sin hemmelige far, véd hun, at straffen for at græde ikke er tårerne værd.
I starten havde hun grædt højlydt, råbt på hjælp, forventet at når de hørte, at hun ikke følte, hun kunne få luft, så ville de blive kede af det, de havde gjort, hjælpe hende ud og trøste hende - men da skabsdøren bliver åbnet er det af Bob og hun ved lige med det samme, at det her - det er ikke godt. Slaget falder promte, øret smerter og kinden svider. "Du skal holde din kæft, din lille møgtøs - du skal sguda også altid ødelægge alt det, man gør for dig! Nu holder du din KÆFT lukket, til vi er færdige - det er vigtige folk, der er her i aften og du skal IKKE ødelægge mere for os! Husk nu, hvad politimanden sagde til dig sidst; du kommer på børnehjem, hvis ikke du kan lære at opføre dig ordentligt - hvad tror du morfar og mormor vil sige til dét!!!"
Døren bliver knaldet i igen og låsen drejer om....
Efterhånden lærer hun at græde indeni, at græde sammen med Far, der gør sit bedste for at trøste hende, sammen med Beast, der lover at sønderflænse dem, når han kommer ud... men når de kommer ud, kan Beast ikke beskytte hende mod hånden, der lukker sig over munden på hende, så skrigene ikke kommer ud - skrigene, hun endnu ikke har lært at holde inde, når de store mænd trænger helt ind i hende, hårdt, igen og igen...... blodet løber ned mellem benene på hende, blod blandet med sperm. Hånden holder så hårdt, så hårdt, den er stor og hård, huden ru, den fylder det hele, luften forsvinder igen, ligesom inde i skabet, hun kan ikke mere, opgiver kampen og forsvinder.... forsvinder ind til Beast og Far, der begge kæmper som rasende for at komme ud, knurrer, fråden sprøjter ud af mundvigene....
I bilen hjem kommer hun langsomt op, ud i verden igen... men hvorfor? Hvorfor, når hun nu så gerne bare vil blive inde hos Beast og Far, hvorfor kan Verden ikke bare lade hende være?
Smerten mellem benene og i numsen er usigelig og hun må opgive at sidde op......men hun græder ikke.
tirsdag den 28. februar 2012
tirsdag den 21. februar 2012
Puha...
.... pludselig var en længere pause nødvendig!
Det er en helende proces for mig at få alle minder, tanker, mareridt og følelser på skrift og ud til jer - men det er en helende proces med omkostninger og konsekvenser, for jeg får en hel masse utrolig skønne tilbagemelinger, både fra mine helt fantastiske venner fra tilbage i tiden og fra mennesker, jeg slet ikke kender. Alle jeres beskeder varmer mig så utrolig meget og er en væsentlig del af min vej fremad, for I bekræfter mig i, at jeg er, at jeg er ok og at I i det hele husker mig - endda som et positivt element; omend et også "fjernt" og distanceret menneske, som ingen rigtig har følt sig tæt på. Selv de, jeg har opfattet som mine allerbedste venner og veninder beskriver en "underlig"pige, en pige med en afvisende facade, en pige, der ofte svigtede aftaler...
Og med røde skamfulde kinder erkender jeg, at det nok er en meget rammende beskrivelse - jeg har aldrig lært, hvordan man sådan "rigtigt" lukker folk helt ind, for det var forbudt - der var strenge regler for, hvem jeg måtte se i fritiden og hvem der var uønskede i vores hjem - og som jeg så heller ikke skulle besøge. Der var strenge regler for brug af telefon, der var strenge regler for fester, der var strenge regler.... ja!
Da jeg blev gammel nok til at gå til fester og i byen valgte jeg nu og da at se stort på reglerne - aldrig en god idé - straffen var jo givet på forhånd, men nu og da havde jeg altså alligevel brug for at komme ud og væk....
Uendelig mange er de gange, hvor jeg havde sagt ja til en venindesammenkomst, en fest, en fødselsdag, en filmaften.... jeg glædede mig altid helt vildt, for denne gang! Denne gang MÅTTE det da lykkedes at få lov - men altid blev der opfundet noget, jeg havde gjort, en regel jeg havde brudt, en pligt, jeg ikke havde udført... og endnu en gang måtte jeg se timerne gå og arrangementerne passere forbi.... uden mig. Egentlig var det jo også ligemeget, tænkte jeg - for ingen ville jo opdage om jeg var der eller ej....
Det betyder, at jeg nu sidder her - 36 år gammel - og ser tilbage på alle de skønne, vidunderlige mennesker, som jeg er blevet tvunget til at svigte så mange gange, at de ikke orker mig mere, at de har glemt mig eller i hvert fald opgivet at forsøge at ses med mig.... og jeg har brugt mange år på at have fuld forståelse for det - for jeg er jo ikke en person, som har noget interessant at byde ind med alligevel, jeg er dårligt fiúngerende socialt, småbuttet....
SLUT!!!! Fra i dag er cirklen sluttet og jeg vil ikke længere bevæge mig i disse negative mønstre. Jeg vil ud i livet, jeg vil opbygge relationer, se mennesker, LEVE ET HELT OG FULDT LIV!
Indeni sidder stadig en lille pige, der har været udsat for umenneskelige handlinger, som er blevet mishandlet i årevis... men hun kan kun heles ude blandt jer, hun kan kun heles, hvis hun kommer ud og finder bekræftelse og livsglæde ude blandt jer skønne mennesker. Hun vil ikke længere tro på, at det enenste hun duer til, er at blive brugt som "en lille dåse, knap værd at tømme sig i - en vammel lille luder, som ikke er bedre værd, end at pisse på..." det svier for øvrigt fælt meget at blive tisset i, når man er revnet dernede, nu når et par af mændene var lidt rigeligt store....
"uh, du elsker det, hva' din lille hore... du er jo helt våd. Nu skal du få lov at smage noget p.., det kan du jo godt lide, er det ikke rigtigt, din lille luder!" Og ja! Vel var jeg våd - han var trods alt nummer tre, der ville lade mig smage og tømme sig i mig....
Den lille pige giver stadig lyd nu og da om hvor lidt værdige vi er til et liv blandt ordentlige mennekser, hun og jeg - men sammen skal vi nu overbevise hende om noget andet!
TAK for jeres beskeder, bliv ved så længe I orker - de glæder mig SÅ meget, varmer og lindrer! Og alle, der eventuelt har tænkt, at de godt gad se mig - please skriv! Jeg savner jer i mit liv og er klar til at lære at lukke mennesker ind - I må bare regne med at lidt oplæring bliver nødvendigt.
Og ja!! Som svar på en enkelt henvendelse; jeg er HELT klar over at jeg udstiller mig selv - men hvis nu bare jeg kan hjælpe en enkelt lille pige derude, så er det det værd! Og ja! Jeg udstiller mig selv, men jeg vinder ved det; jeg vinder heling, respekt forståelse og kærlighed - og kærlighed er det eneste, der egentlig tæller i sidste ende.....
Det er en helende proces for mig at få alle minder, tanker, mareridt og følelser på skrift og ud til jer - men det er en helende proces med omkostninger og konsekvenser, for jeg får en hel masse utrolig skønne tilbagemelinger, både fra mine helt fantastiske venner fra tilbage i tiden og fra mennesker, jeg slet ikke kender. Alle jeres beskeder varmer mig så utrolig meget og er en væsentlig del af min vej fremad, for I bekræfter mig i, at jeg er, at jeg er ok og at I i det hele husker mig - endda som et positivt element; omend et også "fjernt" og distanceret menneske, som ingen rigtig har følt sig tæt på. Selv de, jeg har opfattet som mine allerbedste venner og veninder beskriver en "underlig"pige, en pige med en afvisende facade, en pige, der ofte svigtede aftaler...
Og med røde skamfulde kinder erkender jeg, at det nok er en meget rammende beskrivelse - jeg har aldrig lært, hvordan man sådan "rigtigt" lukker folk helt ind, for det var forbudt - der var strenge regler for, hvem jeg måtte se i fritiden og hvem der var uønskede i vores hjem - og som jeg så heller ikke skulle besøge. Der var strenge regler for brug af telefon, der var strenge regler for fester, der var strenge regler.... ja!
Da jeg blev gammel nok til at gå til fester og i byen valgte jeg nu og da at se stort på reglerne - aldrig en god idé - straffen var jo givet på forhånd, men nu og da havde jeg altså alligevel brug for at komme ud og væk....
Uendelig mange er de gange, hvor jeg havde sagt ja til en venindesammenkomst, en fest, en fødselsdag, en filmaften.... jeg glædede mig altid helt vildt, for denne gang! Denne gang MÅTTE det da lykkedes at få lov - men altid blev der opfundet noget, jeg havde gjort, en regel jeg havde brudt, en pligt, jeg ikke havde udført... og endnu en gang måtte jeg se timerne gå og arrangementerne passere forbi.... uden mig. Egentlig var det jo også ligemeget, tænkte jeg - for ingen ville jo opdage om jeg var der eller ej....
Det betyder, at jeg nu sidder her - 36 år gammel - og ser tilbage på alle de skønne, vidunderlige mennesker, som jeg er blevet tvunget til at svigte så mange gange, at de ikke orker mig mere, at de har glemt mig eller i hvert fald opgivet at forsøge at ses med mig.... og jeg har brugt mange år på at have fuld forståelse for det - for jeg er jo ikke en person, som har noget interessant at byde ind med alligevel, jeg er dårligt fiúngerende socialt, småbuttet....
SLUT!!!! Fra i dag er cirklen sluttet og jeg vil ikke længere bevæge mig i disse negative mønstre. Jeg vil ud i livet, jeg vil opbygge relationer, se mennesker, LEVE ET HELT OG FULDT LIV!
Indeni sidder stadig en lille pige, der har været udsat for umenneskelige handlinger, som er blevet mishandlet i årevis... men hun kan kun heles ude blandt jer, hun kan kun heles, hvis hun kommer ud og finder bekræftelse og livsglæde ude blandt jer skønne mennesker. Hun vil ikke længere tro på, at det enenste hun duer til, er at blive brugt som "en lille dåse, knap værd at tømme sig i - en vammel lille luder, som ikke er bedre værd, end at pisse på..." det svier for øvrigt fælt meget at blive tisset i, når man er revnet dernede, nu når et par af mændene var lidt rigeligt store....
"uh, du elsker det, hva' din lille hore... du er jo helt våd. Nu skal du få lov at smage noget p.., det kan du jo godt lide, er det ikke rigtigt, din lille luder!" Og ja! Vel var jeg våd - han var trods alt nummer tre, der ville lade mig smage og tømme sig i mig....
Den lille pige giver stadig lyd nu og da om hvor lidt værdige vi er til et liv blandt ordentlige mennekser, hun og jeg - men sammen skal vi nu overbevise hende om noget andet!
TAK for jeres beskeder, bliv ved så længe I orker - de glæder mig SÅ meget, varmer og lindrer! Og alle, der eventuelt har tænkt, at de godt gad se mig - please skriv! Jeg savner jer i mit liv og er klar til at lære at lukke mennesker ind - I må bare regne med at lidt oplæring bliver nødvendigt.
Og ja!! Som svar på en enkelt henvendelse; jeg er HELT klar over at jeg udstiller mig selv - men hvis nu bare jeg kan hjælpe en enkelt lille pige derude, så er det det værd! Og ja! Jeg udstiller mig selv, men jeg vinder ved det; jeg vinder heling, respekt forståelse og kærlighed - og kærlighed er det eneste, der egentlig tæller i sidste ende.....
onsdag den 15. februar 2012
Uopretteligt
Har I nogensinde lyttet til Anna Davids sang med titlen "Den Lille Pige"? Ellers vil jeg godt give lige netop den sang min allervarmeste anbefaling - den har faktisk gjort en forskel for mig. Den har været medvirkende til at jeg forstod, at det med bare at forsøge at vende fortiden ryggen, sætte låg på det hele, lukke alle kasserne godt og grundigt - jamen det er en fantastisk her-og-nu løsning, men det er ikke en holdbar løsning livet igennem.
Jeg har utrolig svært ved at lægge ører og øjne til andres beretninger om misbrug, men bliver jo ganske som jer andre konfronteret med det KONSTANT i pressen for tiden; Brønderslevsagen, Tøndersagen, Rebildsagen... vi kender dem allesammen. Ind imellem er det jo umuligt ikke at trække et par sammenlignende tråde og de gange, jeg har gjort det, de bøger jeg trods alt er kommet igennem - de er allesammen tårevædende brutale, fyldt med de mest groteske, voldsomme billeder - så jeg ender altid med at skamme mig over, at jeg føler, at en del af mit liv, min barndom er smadret, ødelagt, uværdig; jeg er jo ikke blevet voldtaget af en hest, tvunget til at hugge brænde kun iført natkjole, tvunget til sex med en søskende eller gennembanket.
Men indeni mig fylder den psykiske faktor utrolig meget - at jeg ALDRIG vidste, hvad stemningen var, når jeg stod op om morgenen - var der smil og latter i kælderen eller var der fortættet, ond stemning? Smil og latter var ikke nødvendigvis lig fred og ingen fare, for 1. kunne det skifte SÅ hurtigt, 2 så betød det ikke at jeg var fredet, når natten atter satte ind.
Væsentlig slemme var dog de stille, fortættede dage, for de førte til en "sort dag/nat" - de værste. Nætterne hvor overgrebene var plaget af ondskab, hvor smerte, ydmygelse, fornedrelse og magtdemonstration var målet. Nætter, hvor de efterfølgende smerter og tanker umuliggjorde ret meget søvn, nætter hvor jeg i 8-årsalderen skabte Black Beast i mit sind - den kæmpestore sorte, ondt udseende, dryp-savlende satan af en hund, der kom frem og overtog, når jeg ikke længere kunne rumme mere smerte, mere fornedrelse, mere....bare mere.
Black Beast (BB herefter) var stærkt inspireret af en Sherlock Holmes-historie, jeg havde læst, så billederne af dens magt og styrke blev min redning på de sorte dage, ligesom Prinsen på den hvide hest blev det på de "almindelige" - og Prinsen var ikke en drømmefyr, nej Prinsen var den far, jeg aldrig havde kendt og som jeg til dato ingen anelse har om, hvem er - men som jeg savner mere eller mindre bevidst hver eneste dag i mit liv. Prinsen viste sig ganske tydeligt for mig, trøstede mig, beroligede mig, lovede mig at komme så snart, han kunne og tage mig væk. Det skete aldrig og til sidst svandt håbet, men forsvandt gjorde det aldrig - og lever stadig.
At jeg allerede dengang opfandt og accepterede ekstra personligheder i mit hoved, redddede mit liv dengang, det skabte en afstand, en "buffer" til at få plads til den lille, evigt bange pige, til at lukke ned for nogle af de værste oplevelser - men desværre ikke for livstid. Stille og roligt dukker der flashes op i mit hoved, kasser åbnes - og en del vil komme ud her efterhånden, for når først jeg har sat ord på dem, set dem i øjenene, ja så føler jeg en hidtil ukendt fred og lykkefølelse dybt indeni, en frigørelse, der vokser som dagene går og som jeg glæder mig over hvert eneste øjeblik af dagen.
Jeg vil gerne slutte dagens indlæg med en bøn, der især er rettet mod de, der stadig bor i min barndoms skønne fynske have: alt dette er aldrig blevet meldt, det er ikke indberettet og bliver det heller ikke. Modsat mange, især mænd, der har kommenteret på disse indlæg, så leder jeg ikke efter hævn, jeg leder efter heling, jeg leder efter liv - mit liv.
Så vær søde ikke at tvær det ud i hovedet på hverken den skyldige, mine brødre, min mor, mennesker, der vil være på hans side - jeg er fortsat rystende bange for manden, men nægter at lade ham ødelægge hele mit liv, hvorfor I nu kan følge denne blog - pas på mig!
Jeg har utrolig svært ved at lægge ører og øjne til andres beretninger om misbrug, men bliver jo ganske som jer andre konfronteret med det KONSTANT i pressen for tiden; Brønderslevsagen, Tøndersagen, Rebildsagen... vi kender dem allesammen. Ind imellem er det jo umuligt ikke at trække et par sammenlignende tråde og de gange, jeg har gjort det, de bøger jeg trods alt er kommet igennem - de er allesammen tårevædende brutale, fyldt med de mest groteske, voldsomme billeder - så jeg ender altid med at skamme mig over, at jeg føler, at en del af mit liv, min barndom er smadret, ødelagt, uværdig; jeg er jo ikke blevet voldtaget af en hest, tvunget til at hugge brænde kun iført natkjole, tvunget til sex med en søskende eller gennembanket.
Men indeni mig fylder den psykiske faktor utrolig meget - at jeg ALDRIG vidste, hvad stemningen var, når jeg stod op om morgenen - var der smil og latter i kælderen eller var der fortættet, ond stemning? Smil og latter var ikke nødvendigvis lig fred og ingen fare, for 1. kunne det skifte SÅ hurtigt, 2 så betød det ikke at jeg var fredet, når natten atter satte ind.
Væsentlig slemme var dog de stille, fortættede dage, for de førte til en "sort dag/nat" - de værste. Nætterne hvor overgrebene var plaget af ondskab, hvor smerte, ydmygelse, fornedrelse og magtdemonstration var målet. Nætter, hvor de efterfølgende smerter og tanker umuliggjorde ret meget søvn, nætter hvor jeg i 8-årsalderen skabte Black Beast i mit sind - den kæmpestore sorte, ondt udseende, dryp-savlende satan af en hund, der kom frem og overtog, når jeg ikke længere kunne rumme mere smerte, mere fornedrelse, mere....bare mere.
Black Beast (BB herefter) var stærkt inspireret af en Sherlock Holmes-historie, jeg havde læst, så billederne af dens magt og styrke blev min redning på de sorte dage, ligesom Prinsen på den hvide hest blev det på de "almindelige" - og Prinsen var ikke en drømmefyr, nej Prinsen var den far, jeg aldrig havde kendt og som jeg til dato ingen anelse har om, hvem er - men som jeg savner mere eller mindre bevidst hver eneste dag i mit liv. Prinsen viste sig ganske tydeligt for mig, trøstede mig, beroligede mig, lovede mig at komme så snart, han kunne og tage mig væk. Det skete aldrig og til sidst svandt håbet, men forsvandt gjorde det aldrig - og lever stadig.
At jeg allerede dengang opfandt og accepterede ekstra personligheder i mit hoved, redddede mit liv dengang, det skabte en afstand, en "buffer" til at få plads til den lille, evigt bange pige, til at lukke ned for nogle af de værste oplevelser - men desværre ikke for livstid. Stille og roligt dukker der flashes op i mit hoved, kasser åbnes - og en del vil komme ud her efterhånden, for når først jeg har sat ord på dem, set dem i øjenene, ja så føler jeg en hidtil ukendt fred og lykkefølelse dybt indeni, en frigørelse, der vokser som dagene går og som jeg glæder mig over hvert eneste øjeblik af dagen.
Jeg vil gerne slutte dagens indlæg med en bøn, der især er rettet mod de, der stadig bor i min barndoms skønne fynske have: alt dette er aldrig blevet meldt, det er ikke indberettet og bliver det heller ikke. Modsat mange, især mænd, der har kommenteret på disse indlæg, så leder jeg ikke efter hævn, jeg leder efter heling, jeg leder efter liv - mit liv.
Så vær søde ikke at tvær det ud i hovedet på hverken den skyldige, mine brødre, min mor, mennesker, der vil være på hans side - jeg er fortsat rystende bange for manden, men nægter at lade ham ødelægge hele mit liv, hvorfor I nu kan følge denne blog - pas på mig!
søndag den 12. februar 2012
Distance....
Når minderne bliver tanden voldsommere for mig og gør væsentlig mere ondt at gå igennem, mere skamfyldte, så er jeg nødt til at lægge distance til mindet og i stedet for lave det beskrivende, forstået på den måde, at "jeg" vil blive udskiftet med "den lille pige" eller "hun".
De mere brutale minder kræver også så meget distance, at blogindlæg nu og da vil komme med et par dages mellemrum - jeg skal simpelthen have tid til at selvbehandle og "hele" lidt, bearbejde mindet så meget, at jeg kan gennemtænke det, selv læse mit blogindlæg og endda læse jeres kommentarer uden at være skamfyldt, skyldplaget, føle mig udstødt, ulækker, forkert.... dødsdømt.
Modsat mange andre, der har været igennem noget lignende min livshistorie, er væsentlig mindre heldige end jeg; jeg er nemlig så usigelig heldig at have giftet mig med en mand, der efter vores forhold begyndte, besluttede at vie sit liv til at behandle og helbrede mennesker, der har oplevelser i rygsækken, der begrænser deres hverdag - og uden den opdagelse af en ny type behandling, Peter gjorde, så var jeg ALDRIG kommet dertil, hvor jeg er i dag! Jeg er så helt vildt fuld af respekt for EFT - og ikke mindre fuld af respekt for min helt vidunderlige mand, der hvade røv i bukserne til at tage karrieren som salgschef og smide væk for at være noget og gøre noget for andre mennesker - jeg er gift med et enestående, unikt, uselvisk, fuldstændig vidunderligt menneske og det betyder usigelig meget for mig hver enenste dag i mit liv. De der er mindre heldige end jeg; Peter er pengene værd og hvis du hilser fra min blog og jeg, så får du et godt tilbud på behandlingen, der gør en ubeskrivelig forskel i dit liv!
Minderne i mit hoved... mareridtene... alle begrænsningerne, jeg først opdager, når jeg støder på dem.... angst for mange mennesker samlet på et sted, angsten for socialt krævende situationer, for at sidde med ryggen ud mod lokalet og døren, angsten for små, lukkede rum, for at være inderst et sted, så jeg ikke umiddelbart kan se flugtvejen.... tror slet ikke, det er muligt at sætte sig ind i, hvor mange skræmmende og angstprovokerende situationer, der egentlig er for et ellers helt almindeligt menneske på en helt almindelig dag, når man har ødelagt det menneske som barn.
Skridtene på trappen var ikke farmors... havde sådan håbet... maven knuger sig sammen i angst, tårerne dukker frem i øjenkrogen. Men er nødt til at holde dem under kontrol, for jeg véd jo ikke endnu, om det er en sort dag eller bare en af de sædvanlige grå. De sorte dage er nye og meget, meget farlige...
Der er noget galt - skridtene er forkerte.... for mange... véd, at mor er på nattevagt, desuden lyder det heller ikke som hendes skridt overhovedet - er farmor alligevel kommet hjem og med til at putte mig? Håbet stiger, knuden i maven slapper lidt af, jeg sætter mig halvt op, da døren åbner.... ikke farmor, Bob - men ikke alene, nej den der mand, vi besøgte for nogle dage siden er med, så er alt ok... sikke ufattelig naiv, man stadig er, selv nu efter et par år med "fars særlige kærlighed" - en fem-årig piges fantasi rummer simpelthen slet ikke fantasi til at forestille sig....
"Hej lille skattepige, nå du sover ikke endnu - dejligt, for vi kommer jo også for at putte dig. Og ved du hvad lille skattepige, i dag har du været en rigtig sød pige, så du får lov til at vise Ole, hvor dejligt det er for små piger at lege med fars tissemand - kan du huske, hvor dejligt, vi havde det sidst mor var på arbejde? Det skal vi to vise Ole nu, det bliver vel nok dejligt, ikke skattepige?!"
Dén havde jeg ganske enkelt ikke lige set komme og chokket lammede mig fuldstændig, stivnede mig, alting lukkede ned.... mindet bliver uklart, vildt skræmmende og angstprovokerende, min mave trækker sig stadig, nu over 30 år efter, sammen i angst og smerte. Jeg fornemmer uklart, hvordan de begge tager bukserne af og tvinger mine hænder til at røre dem i skridtet, hvordan de stopper det erigerede lem ind i munden på mig, gnider det hårdt ind imellem mine ben... og så slukker mindet fuldstændig, jeg går i sort, min lille krop, mit lille hoved kan ikke mere.... jeg går ind i min egen verden, jeg er et helt andet sted - indtil smerten mellem mine ben pludselig eksploderer fuldstændig og jeg i DEN grad bliver revet tilbage i virkeligheden, tilbage til sengen, hvor Bob holder mine ben, mens Ole har penetreret mig.... jeg vidste ikke, at man kunne føle så meget smerte.... jeg besvimer....
De mere brutale minder kræver også så meget distance, at blogindlæg nu og da vil komme med et par dages mellemrum - jeg skal simpelthen have tid til at selvbehandle og "hele" lidt, bearbejde mindet så meget, at jeg kan gennemtænke det, selv læse mit blogindlæg og endda læse jeres kommentarer uden at være skamfyldt, skyldplaget, føle mig udstødt, ulækker, forkert.... dødsdømt.
Modsat mange andre, der har været igennem noget lignende min livshistorie, er væsentlig mindre heldige end jeg; jeg er nemlig så usigelig heldig at have giftet mig med en mand, der efter vores forhold begyndte, besluttede at vie sit liv til at behandle og helbrede mennesker, der har oplevelser i rygsækken, der begrænser deres hverdag - og uden den opdagelse af en ny type behandling, Peter gjorde, så var jeg ALDRIG kommet dertil, hvor jeg er i dag! Jeg er så helt vildt fuld af respekt for EFT - og ikke mindre fuld af respekt for min helt vidunderlige mand, der hvade røv i bukserne til at tage karrieren som salgschef og smide væk for at være noget og gøre noget for andre mennesker - jeg er gift med et enestående, unikt, uselvisk, fuldstændig vidunderligt menneske og det betyder usigelig meget for mig hver enenste dag i mit liv. De der er mindre heldige end jeg; Peter er pengene værd og hvis du hilser fra min blog og jeg, så får du et godt tilbud på behandlingen, der gør en ubeskrivelig forskel i dit liv!
Minderne i mit hoved... mareridtene... alle begrænsningerne, jeg først opdager, når jeg støder på dem.... angst for mange mennesker samlet på et sted, angsten for socialt krævende situationer, for at sidde med ryggen ud mod lokalet og døren, angsten for små, lukkede rum, for at være inderst et sted, så jeg ikke umiddelbart kan se flugtvejen.... tror slet ikke, det er muligt at sætte sig ind i, hvor mange skræmmende og angstprovokerende situationer, der egentlig er for et ellers helt almindeligt menneske på en helt almindelig dag, når man har ødelagt det menneske som barn.
Skridtene på trappen var ikke farmors... havde sådan håbet... maven knuger sig sammen i angst, tårerne dukker frem i øjenkrogen. Men er nødt til at holde dem under kontrol, for jeg véd jo ikke endnu, om det er en sort dag eller bare en af de sædvanlige grå. De sorte dage er nye og meget, meget farlige...
Der er noget galt - skridtene er forkerte.... for mange... véd, at mor er på nattevagt, desuden lyder det heller ikke som hendes skridt overhovedet - er farmor alligevel kommet hjem og med til at putte mig? Håbet stiger, knuden i maven slapper lidt af, jeg sætter mig halvt op, da døren åbner.... ikke farmor, Bob - men ikke alene, nej den der mand, vi besøgte for nogle dage siden er med, så er alt ok... sikke ufattelig naiv, man stadig er, selv nu efter et par år med "fars særlige kærlighed" - en fem-årig piges fantasi rummer simpelthen slet ikke fantasi til at forestille sig....
"Hej lille skattepige, nå du sover ikke endnu - dejligt, for vi kommer jo også for at putte dig. Og ved du hvad lille skattepige, i dag har du været en rigtig sød pige, så du får lov til at vise Ole, hvor dejligt det er for små piger at lege med fars tissemand - kan du huske, hvor dejligt, vi havde det sidst mor var på arbejde? Det skal vi to vise Ole nu, det bliver vel nok dejligt, ikke skattepige?!"
Dén havde jeg ganske enkelt ikke lige set komme og chokket lammede mig fuldstændig, stivnede mig, alting lukkede ned.... mindet bliver uklart, vildt skræmmende og angstprovokerende, min mave trækker sig stadig, nu over 30 år efter, sammen i angst og smerte. Jeg fornemmer uklart, hvordan de begge tager bukserne af og tvinger mine hænder til at røre dem i skridtet, hvordan de stopper det erigerede lem ind i munden på mig, gnider det hårdt ind imellem mine ben... og så slukker mindet fuldstændig, jeg går i sort, min lille krop, mit lille hoved kan ikke mere.... jeg går ind i min egen verden, jeg er et helt andet sted - indtil smerten mellem mine ben pludselig eksploderer fuldstændig og jeg i DEN grad bliver revet tilbage i virkeligheden, tilbage til sengen, hvor Bob holder mine ben, mens Ole har penetreret mig.... jeg vidste ikke, at man kunne føle så meget smerte.... jeg besvimer....
fredag den 10. februar 2012
Stærkere.....
..... dag for dag! Jeg bliver stærkere dag for dag af at skrive i min blog, få minder, tanker, mareridt, følelser ud, ned på skrift - og ud til jer. Da Peter 1. gang foreslog, at jeg prøvede at skrive det hele ned, blev jeg noget skræmt ved tanken - det hele ville pludselig blive så virkeligt, så tydeligt - det ville fremstå sort på hvidt, hvor forkert mit liv havde været. Men tanken var født, og efter et par behandlinger hos Peter, kombineret med medicinsk behandling, ja så var jeg pludselig indstillet på ikke kun at skrive det ned, men også at få det ud blandt andre - for hold nu op, hvor ville jeg gerne have fundet et sted, hvor jeg som mindre havde kunnet se, at det IKKE var mig, der var helt forkert, at det IKKE var min skyld, at jeg blev brugt og misbrugt, mishandlet - at det IKKE var mit ansvar....
Tanken var først en bog - og måske den kommer, måske jeg ender med at samle mine blog-indlæg og sender dem til udgivelse i samlet flok; lige nu er det en fuldstændig forrygende, fantastisk oplevelse, hjælp og støtte for mig, at skrive mig ud af mareridtene, der har forfulgt mig hele mit liv og bringe dem ud til jer, der har kendt mig, jer, jeg har følt, var mine bedste venner og veninder - men som I har følt var på afstand af mig. Det ryster mig og skræmmer mig, at på trods af, at jeg har gået med en følelse af, at jeg altid har haft det fornuftigt nemt i forhold til at skabe relationer, ja så har jeg helt åbenlyst kun skabt overfladiske relationer, for så snart nogen er kommet for tæt på, er jeg blevet bange for, hvad de eventuelt ville opdage og tænke om mig - som tiden gik blev jeg jo godt klar over, at noget var galt i vores familieforhold.
Det er lykkedes mig at brænde alle broer bag mig hele mit liv, at skabe afstand til alle de, jeg egentlig higede efter at have tæt på mig - således står jeg nu tilbage med en - undskyld udtrykket - allerhelvedes stor bekendtskabskreds, fuld af de dejligste skønne mennesker, alle med stor betydning i mit liv - og alle på afstand af mig, således, at når dagene er grå og jeg har brug for en hånd at støtte mig til, en at læne mig op ad, ja så er der kun én, der stå for skud; min helt fantastiske, vidunderlige mand, som jeg skylder ALT, inklusive livet. Jeg elsker dig højere end jeg troede muligt, min egen skat!
Medicin, behandling og blog hjælper mig ud af skallen, ud, hvor jeg skal til at møde verden igen, opbygge relationer med kraft og dybte - og jeg glæder mig! Men det bliver en lang og svær kamp, det bliver op ad bakke det meste af vejen og det bliver med behov for et meget bestemt, meget kærligt og meget fast skub i ryggen, at jeg skal finde ud over rampen.... tag godt imod mig derude!
Jeg er fortsat utrolig meget i tvivl om, hvor meget, der skal ud i denne blog, hvor meget, der tåler dagens lys, hvis det stadig skal være muligt for mig at løfte blikket og se jer allesammen i øjnene, når vi forhåbentlig ses i løbet af året - skal jeg holde mig til oplevelser indenfor hjemmets fire vægge eller er der mon også plads i jeres hjerter og sind til at forholde jer til udlejning, venner på besøg, familiearrangementer...??? Hvor langt kan skal og tør jeg gå???
Min mor arbejdede de første år som nattemedarbejder på en fabrik i Søndersø, den stik modsatte ende af Fyn, så hun var meget væk - hold nu op, hvor blev jeg altid badet og puttet grundigt....
.... der vil være dage, hvor der ikke kommer nyt indlæg i min blog - der vil være dage, hvor jeg ikke magter at dele endnu en oplevelse.... men der vil ALDRIG være dage, hvor jeg ikke rigtig gerne vil høre fra jer - I er nu en væsentlig del af min livline, så TAK fordi I læser og deler min blog - I gør jeg ingen idé om, hvor meget, det betyder for mig!
Tanken var først en bog - og måske den kommer, måske jeg ender med at samle mine blog-indlæg og sender dem til udgivelse i samlet flok; lige nu er det en fuldstændig forrygende, fantastisk oplevelse, hjælp og støtte for mig, at skrive mig ud af mareridtene, der har forfulgt mig hele mit liv og bringe dem ud til jer, der har kendt mig, jer, jeg har følt, var mine bedste venner og veninder - men som I har følt var på afstand af mig. Det ryster mig og skræmmer mig, at på trods af, at jeg har gået med en følelse af, at jeg altid har haft det fornuftigt nemt i forhold til at skabe relationer, ja så har jeg helt åbenlyst kun skabt overfladiske relationer, for så snart nogen er kommet for tæt på, er jeg blevet bange for, hvad de eventuelt ville opdage og tænke om mig - som tiden gik blev jeg jo godt klar over, at noget var galt i vores familieforhold.
Det er lykkedes mig at brænde alle broer bag mig hele mit liv, at skabe afstand til alle de, jeg egentlig higede efter at have tæt på mig - således står jeg nu tilbage med en - undskyld udtrykket - allerhelvedes stor bekendtskabskreds, fuld af de dejligste skønne mennesker, alle med stor betydning i mit liv - og alle på afstand af mig, således, at når dagene er grå og jeg har brug for en hånd at støtte mig til, en at læne mig op ad, ja så er der kun én, der stå for skud; min helt fantastiske, vidunderlige mand, som jeg skylder ALT, inklusive livet. Jeg elsker dig højere end jeg troede muligt, min egen skat!
Medicin, behandling og blog hjælper mig ud af skallen, ud, hvor jeg skal til at møde verden igen, opbygge relationer med kraft og dybte - og jeg glæder mig! Men det bliver en lang og svær kamp, det bliver op ad bakke det meste af vejen og det bliver med behov for et meget bestemt, meget kærligt og meget fast skub i ryggen, at jeg skal finde ud over rampen.... tag godt imod mig derude!
Jeg er fortsat utrolig meget i tvivl om, hvor meget, der skal ud i denne blog, hvor meget, der tåler dagens lys, hvis det stadig skal være muligt for mig at løfte blikket og se jer allesammen i øjnene, når vi forhåbentlig ses i løbet af året - skal jeg holde mig til oplevelser indenfor hjemmets fire vægge eller er der mon også plads i jeres hjerter og sind til at forholde jer til udlejning, venner på besøg, familiearrangementer...??? Hvor langt kan skal og tør jeg gå???
Min mor arbejdede de første år som nattemedarbejder på en fabrik i Søndersø, den stik modsatte ende af Fyn, så hun var meget væk - hold nu op, hvor blev jeg altid badet og puttet grundigt....
.... der vil være dage, hvor der ikke kommer nyt indlæg i min blog - der vil være dage, hvor jeg ikke magter at dele endnu en oplevelse.... men der vil ALDRIG være dage, hvor jeg ikke rigtig gerne vil høre fra jer - I er nu en væsentlig del af min livline, så TAK fordi I læser og deler min blog - I gør jeg ingen idé om, hvor meget, det betyder for mig!
onsdag den 8. februar 2012
Skyld (2:116)
Jeg er efter udgivelsen af dette blevet spurgt, om jeg har tænkt over, at alle, også mine børn, kan læse min blog, især når den er offentligt tilgængelig på FB - og svaret er JA! Det har jeg tænkt over - og JA! Det er VILDT grænseoverskridende at alle mennesker kan læse, hvad det er, der er overgået mig, hvad jeg har fundet mig i, hvad jeg har været udsat for, og tro mig venner, alt efter hvor langt, jeg kommer i denne beretning om mit liv - det bliver væsentlig meget værre!
Men jeg vil ud af Skammen, jeg vil ud af Skylden, jeg vil være fri af minder, traumer, begrænsninger... Jeg er ikke sikker på lige nu, om kjeg kan gå hele vejen, men jeg har i hvert fald tænkt mig at give det mit absolut bedste forsøg!
Så vælg selv, hvorvidt, du vil følge med i denne blog, for den ER grænseoverskridende, den er utrolig skræmmende, ubehagelig, ulækker... men den er også et billede af en helt almindelig familie i Danmark, den er et billede af den lille pige, du gik i klasse med, den er et billede af den pige, du aldrig helt forstod, da I gik på gymnasiet sammen, den pige, der bor lige ved siden af dig og som altid smiler så venligt....
Og skulle mine børn vælge at læse min blog, så er jeg klar til at tage dem på skødet og snakke med dem om, hvordan livet også kan være og hvorfor det er, at man nogengange skal være mere rummelig end man måske lige har lyst til overfor den klasse kammerat, der opfører sig træls, der ikke kommer til arrangementer, selvom de har lovet det... jeg er klar til at give mine børn den tolerance og forståelse der gør, at piger som jeg måske nemmere kan finde vores plads i verden.
Og har du ikke lyst til at være en del af denne selvudvikling, så er det helt ok, det har jeg al respekt og forståelse for - så luk denne side nu og undlad at åbne linket til min blog næste gang, du kommer forbi det ;0)
Og så til sagen.....
Gennem min uddannelse til pædagog var diskussionen om "arv eller miljø" en væsentlig del af vores kompendium - er vi født med alle vores menneskelige egenskaber eller opbygges de af vores miljø, vores omgivelser, vores hjem og familie...
Jeg er ikke ret meget i tvivl - vel besider vi da en væsentlig del arvemateriale, der vil påvirke en ganske lille smule af vores fremtid - men miljøet er efter min overbevisning af absolut yderste vigtighed, når et barn, et menneske skal formes. Således tror jeg ikke på, at jeg er født med en helt unik enestående evne til at føle skyld og skam stort set konstant, hvis ikke over det ene, så over det andet. Er faktisk så småt ved at frygte, at hvis jeg en enkelt dag vågner op og ikke lige kan skabe en følelse af skyld, ja så skal jeg da lynhurtigt selv få skabt en situation, der kan genskabe den åh, så kendte følelse, hvor meget jeg end hader den, hvor ondt den end gør mig...
Efter det første besøg, min mor og jeg havde hos Bob, blev de rimelig hurtigt enige om, at det næste skridt lå lige for og ingen grund til at vente - "familiesammenføring" var nært forestående. Egentlig husker jeg ikke at have nogle særlige følelser i klemme i forhold til det, jeg var ked af og utryg ved endnu en ændring i mit stadig så unge liv, jeg var helt klar over, at jeg ikke skulle vågne op hjemme ved mormor og morfar, og det i sig selv var altid nok til at skabe en utryghed og sorg hos mig - de var det bedste i mit liv, min tryghed og kærlighed; det er de for øvrigt stadig!
Vi ankom i mors lille, røde Morris Mascot - jeg sad på forsædet og havde mine to bedste venner med mig, min elskede bamse og så min lige så højt elskede undulat, en blå han ved navn Piphans. Piphans og jeg sad på forsædet, så jeg blev lidt lettet, da vi endelig var fremme; det var faktisk lidt svært at sidde med Piphans og hans bur på skødet så langt....
Bob var selvstændig med arbejde primært om natten, så da vi ankom, var han lige ved at skulle vækkes af middagssøvnen - det fik jeg lov til. Jeg blev fulgt op på 1. sal, hvor Bob havde sit soveværelse. Mormor havde været indlagt flere gange i min barndom, så jeg vidste godt, hvordan en hospitalsstue så ud - og præcis det billede er dét, jeg har i hovedet af Bob's soveværelse - et (nok rigeligt ift. sygehuse) stort, hvidt rum, med en enkelseng i metal og med hvidt sengetøj . der var helt stille, helt koldt - og jeg blev helt lille, helt stille, helt....
Jeg blev puffet blidt i ryggen og mor hviskede, at jeg skulle gå hen og vække Bob, så ville han blive rigtig glad - derefter gik hun ud, ned, væk.... jeg gik med små, tøvende skridt nærmere sengen... kan ikke huske detaljer helt, men kan huske, at jeg ikke turde andet end at gå hen og prøve at finde ud af, hvordan jeg skulle få ham til at vågne - mor ville ikke blve tilfreds, hvis jeg kom ned med uforrettet sag..... derefter tomrum i mindet, sort hul, indtil skrækken, angsten dukker op, angsten ved at være blevet præsenteret for den der lille, bløde far-ting igen, men nu så grundigt, at den ikke var helt så lille og blød mere, nej, fortalte Bob, for selvom jeg ikke havde været helt så sød, som vi havde aftalt sidst, så var far-tingen glad nu og når far-tingen var glad, så blev den sådan... Bob talte videre, kom med løftet om, at hvis jeg var en rigtig sød pige, så kunne far-tingen senere komme op i tissekonen og så ville det være rigtig dejligt..... men det ville ikke være dejligt, hvis ikke jeg var sød og hvis jeg fortalte om det til nogen, ville de blive sure over, at jeg var så heldig at få lov at mærke hvor dejlig far-tingen var at lege med. Indtil jeg blev lidt større, måtte jeg dog nøjes med at lege med far-tingen med fingrene og så kunne far bruge sine fingre til at vise mig, hvor rigtig dejligt, det ville blive at blive stor nok.
Jeg véd ikke, om vi er født med en grundlæggende følelse af rigtigt og forkert, men et eller andet i hele min lille krop skreg på flugt, skreg af angst og "forkerthed" Forkerthed har fulgt mig hele resten af mit liv, den er en fast livsledsager, der går trygt og godt gennem livet sammen med mig, Skyld og Skam - mon vi overhovedet kan skilles ad...
Men jeg vil ud af Skammen, jeg vil ud af Skylden, jeg vil være fri af minder, traumer, begrænsninger... Jeg er ikke sikker på lige nu, om kjeg kan gå hele vejen, men jeg har i hvert fald tænkt mig at give det mit absolut bedste forsøg!
Så vælg selv, hvorvidt, du vil følge med i denne blog, for den ER grænseoverskridende, den er utrolig skræmmende, ubehagelig, ulækker... men den er også et billede af en helt almindelig familie i Danmark, den er et billede af den lille pige, du gik i klasse med, den er et billede af den pige, du aldrig helt forstod, da I gik på gymnasiet sammen, den pige, der bor lige ved siden af dig og som altid smiler så venligt....
Og skulle mine børn vælge at læse min blog, så er jeg klar til at tage dem på skødet og snakke med dem om, hvordan livet også kan være og hvorfor det er, at man nogengange skal være mere rummelig end man måske lige har lyst til overfor den klasse kammerat, der opfører sig træls, der ikke kommer til arrangementer, selvom de har lovet det... jeg er klar til at give mine børn den tolerance og forståelse der gør, at piger som jeg måske nemmere kan finde vores plads i verden.
Og har du ikke lyst til at være en del af denne selvudvikling, så er det helt ok, det har jeg al respekt og forståelse for - så luk denne side nu og undlad at åbne linket til min blog næste gang, du kommer forbi det ;0)
Og så til sagen.....
Gennem min uddannelse til pædagog var diskussionen om "arv eller miljø" en væsentlig del af vores kompendium - er vi født med alle vores menneskelige egenskaber eller opbygges de af vores miljø, vores omgivelser, vores hjem og familie...
Jeg er ikke ret meget i tvivl - vel besider vi da en væsentlig del arvemateriale, der vil påvirke en ganske lille smule af vores fremtid - men miljøet er efter min overbevisning af absolut yderste vigtighed, når et barn, et menneske skal formes. Således tror jeg ikke på, at jeg er født med en helt unik enestående evne til at føle skyld og skam stort set konstant, hvis ikke over det ene, så over det andet. Er faktisk så småt ved at frygte, at hvis jeg en enkelt dag vågner op og ikke lige kan skabe en følelse af skyld, ja så skal jeg da lynhurtigt selv få skabt en situation, der kan genskabe den åh, så kendte følelse, hvor meget jeg end hader den, hvor ondt den end gør mig...
Efter det første besøg, min mor og jeg havde hos Bob, blev de rimelig hurtigt enige om, at det næste skridt lå lige for og ingen grund til at vente - "familiesammenføring" var nært forestående. Egentlig husker jeg ikke at have nogle særlige følelser i klemme i forhold til det, jeg var ked af og utryg ved endnu en ændring i mit stadig så unge liv, jeg var helt klar over, at jeg ikke skulle vågne op hjemme ved mormor og morfar, og det i sig selv var altid nok til at skabe en utryghed og sorg hos mig - de var det bedste i mit liv, min tryghed og kærlighed; det er de for øvrigt stadig!
Vi ankom i mors lille, røde Morris Mascot - jeg sad på forsædet og havde mine to bedste venner med mig, min elskede bamse og så min lige så højt elskede undulat, en blå han ved navn Piphans. Piphans og jeg sad på forsædet, så jeg blev lidt lettet, da vi endelig var fremme; det var faktisk lidt svært at sidde med Piphans og hans bur på skødet så langt....
Bob var selvstændig med arbejde primært om natten, så da vi ankom, var han lige ved at skulle vækkes af middagssøvnen - det fik jeg lov til. Jeg blev fulgt op på 1. sal, hvor Bob havde sit soveværelse. Mormor havde været indlagt flere gange i min barndom, så jeg vidste godt, hvordan en hospitalsstue så ud - og præcis det billede er dét, jeg har i hovedet af Bob's soveværelse - et (nok rigeligt ift. sygehuse) stort, hvidt rum, med en enkelseng i metal og med hvidt sengetøj . der var helt stille, helt koldt - og jeg blev helt lille, helt stille, helt....
Jeg blev puffet blidt i ryggen og mor hviskede, at jeg skulle gå hen og vække Bob, så ville han blive rigtig glad - derefter gik hun ud, ned, væk.... jeg gik med små, tøvende skridt nærmere sengen... kan ikke huske detaljer helt, men kan huske, at jeg ikke turde andet end at gå hen og prøve at finde ud af, hvordan jeg skulle få ham til at vågne - mor ville ikke blve tilfreds, hvis jeg kom ned med uforrettet sag..... derefter tomrum i mindet, sort hul, indtil skrækken, angsten dukker op, angsten ved at være blevet præsenteret for den der lille, bløde far-ting igen, men nu så grundigt, at den ikke var helt så lille og blød mere, nej, fortalte Bob, for selvom jeg ikke havde været helt så sød, som vi havde aftalt sidst, så var far-tingen glad nu og når far-tingen var glad, så blev den sådan... Bob talte videre, kom med løftet om, at hvis jeg var en rigtig sød pige, så kunne far-tingen senere komme op i tissekonen og så ville det være rigtig dejligt..... men det ville ikke være dejligt, hvis ikke jeg var sød og hvis jeg fortalte om det til nogen, ville de blive sure over, at jeg var så heldig at få lov at mærke hvor dejlig far-tingen var at lege med. Indtil jeg blev lidt større, måtte jeg dog nøjes med at lege med far-tingen med fingrene og så kunne far bruge sine fingre til at vise mig, hvor rigtig dejligt, det ville blive at blive stor nok.
Jeg véd ikke, om vi er født med en grundlæggende følelse af rigtigt og forkert, men et eller andet i hele min lille krop skreg på flugt, skreg af angst og "forkerthed" Forkerthed har fulgt mig hele resten af mit liv, den er en fast livsledsager, der går trygt og godt gennem livet sammen med mig, Skyld og Skam - mon vi overhovedet kan skilles ad...
tirsdag den 7. februar 2012
Allerførste gang
Véd ikke helt, om jeg havde forestillet mig at jeg ville være lige så god til at strukturere min blog, som jeg er til at strukturere mit liv og min hverdag - det må jeg i hvert fald konstatere, at jeg bestemt på ingen måder er!
Derfor er der da egentlig også mulighed for at I, der læser denne blog kan deltage i en ønskekoncert - hvad vil I egentlig gerne at jeg, en gevaldig almindelig depressiv, PTSD-ramt jysk husmor med strækmærker og delle-vom deler med jer? Smid det som en kommentar under dagens indlæg og se, om du får dit ønske spillet ;0)
MEN! Dagens blog - havde egentlig tænkt, at jeg i dag skulle arbejde videre på føljetonen om skyldfølelse... hmmm... får vel for f..... ikke skyldfølelse over, hvis jeg skifter plade i dagens indlæg, vel??? Nå, det må prøves....
Jeg har nævnt det et par gange nu - PTSD. Er så bare ikke klar over, om der er ret mange af jer, der egentlig véd, hvad det dækker over, så det vil jeg rigtig gerne berige jer med i dag!
PTSD står for PostTraumatisk Stress Disorder - det vil altså sige en voldsom efterreaktion på voldsomme hændelser, eksempelvis lider en væsentlig del flygtninge og krigsveteraner af PTSD. Øhhhh tænker I så... Lisbeth er sågu da hverken flygtning eller krigsveteran???? Nej, ikke lige umiddelbart, det er da fuldstændig rigtigt. Og så dog. For jeg har brugt rigtig, rigtig mange år på at flygte - flygte fra min barndom.
Jeg er født og opvokset på Fyn af en alt for ung mor, der nok ikke havde fået set kampagner for sikker sex - i hvert fald dumpede jeg ind i hendes liv uden på nogen mulige måder at være ønsket og uden at den mandlige del af mit gen-materiale var tilstede, således er jeg vokset op uden at kende noget som helst til den fædrende del af mit ophav.
De første tre år boede jeg hos mine højt elskede bedsteforældre, jo ikke en periode af ens liv man husker vildt meget fra, dog er der enkelte små fraktioner, bittesmå glimt i min erindring af lykkelige stunder, blandet med nogle knap så behagelige glimt fra de perioder, hvor min mor fandt en ny kæreste og fik lyst til at lege far, mor og børn. En sådan kæreste dukkede igen op, ganske kort efter at jeg var fyldt tre år. Denne kæreste skulle vise sig at holde væsentlig længere end alle de øvrige havde gjort, på trods af at typen var nogenlunde den samme: en ældre fyr med et særdeles markant temperament og stor glæde ved psykisk magt over kvinder. Denne fyr havde så bare en opgradering i forhold til de øvrige, min mor havde beriget mit liv med; han var RIGTIG, RIGTIG glad for børn - og det er jo i og for sig et vældig forsonende træk, da jeg jo trods alt på det tidspunkt var et barn. Der må jeg så bare sande, at der er noget sandt i udtrykket "alting med måde"!!
Mit allerførste minde om denne mand og mit kommende hjem stammer fra en dejlig sommerdag, hvor vi havde taget den lange tur fra mine bedsteforældre på det nordlige Fyn til min kommende opvækstby nær Nyborg. Vi trillede ind på den store parkeringsplads, småstenene var trælse at få i sandalerne. Jeg havde min elsekde bjørn med, laset og pjaltet som den slags yndlingsbamser nu en gang er - jeg blev præsenteret for manden, lad os kalde ham Bob, sådan bare for nemhedens skyld og så lod min mor os være alene sammen, sådan for lige at give os en chance for at lære hinanden lidt at kende - ja, tusind tak da, det skal jeg da lige love for, at vi fik taget hul på! Bob snakkede ganske kort om, hvor glad han var for søde små piger som mig, hvor fin min kjole var og hvor sød jeg så ud - derefter fremdrog han sit lem og lukkede mine små fingre rundt om det, mens han fortalte, at det var sådan en fædre havde, som små piger kunne få lov til at ae og kæle med, hvis de var søde, og det kunne han jo se, at jeg var.Når man blev større, kunne man lege mange dejlige lege sammen, faderen og den søde pige. Alt imens salgstalen stod på blev min lille hånd behørigt præsenteret for genstanden for al denne mulige lykke, hvorefter den blev proppet tilbage gennem den småsnavsede gylp i den trendy hvide herreunderbuks og jeg for en kortere stund atter blev ladt alene tilbage i køkkenet igen. Det var dog kun for en vældig kort stund, for jeg skulle også møde Bob's mor, som han boede sammen med på det tidspunkt; han var jo trods alt også kun midt i 30'erne, en vanskelig alder for en single mand, det ved vi alle. Bob's mor var utrolig sød og imødekommende og jeg havde jo de allervarmeste billeder af konceptet bedsteforældre, så jeg tænkte da, at jeg selvfølgelig skulle dele min helt nye oplevelse og opdagelse med hende, nemlig en fars legetøj til små søde piger - lidt stolt af at være sød og på vej til at få en far ligesom alle de andre børn var man vel! Det gik dog fornuftig hurtigt op for mig, at hendes reaktion var væsentligt mindre begejstret end min, så da hun gik ud af køkkenet var jeg HELT klar over, at noget var galt - derfor krøb jeg ind under den store slagbænk, der fyldte en væsentlig del at køkkenet, pist væk var jeg! På mystisk vis lykkedes det dog Bob at finde mig, da han returnerede til køkkenet og også af hans reaktion fornemmede jeg hurtigt, at jeg havde handlet forkert - MEGET forkert! Det blev gjort meget tydeligt, at det IKKE var at være sød, det skulle jo være noget særligt mellem faderen og den lille pige, kunne jeg jo nok forstå! Da Bob var færdig med mig, var det ganske klart for mig, at det var MIG, der havde handlet forkert og at jeg skulle stramme op, hvis jeg skulle være så heldig at få del i den særlige far/datter-leg - og dermed var kimen til min massive skyldfølelse plantet........
Derfor er der da egentlig også mulighed for at I, der læser denne blog kan deltage i en ønskekoncert - hvad vil I egentlig gerne at jeg, en gevaldig almindelig depressiv, PTSD-ramt jysk husmor med strækmærker og delle-vom deler med jer? Smid det som en kommentar under dagens indlæg og se, om du får dit ønske spillet ;0)
MEN! Dagens blog - havde egentlig tænkt, at jeg i dag skulle arbejde videre på føljetonen om skyldfølelse... hmmm... får vel for f..... ikke skyldfølelse over, hvis jeg skifter plade i dagens indlæg, vel??? Nå, det må prøves....
Jeg har nævnt det et par gange nu - PTSD. Er så bare ikke klar over, om der er ret mange af jer, der egentlig véd, hvad det dækker over, så det vil jeg rigtig gerne berige jer med i dag!
PTSD står for PostTraumatisk Stress Disorder - det vil altså sige en voldsom efterreaktion på voldsomme hændelser, eksempelvis lider en væsentlig del flygtninge og krigsveteraner af PTSD. Øhhhh tænker I så... Lisbeth er sågu da hverken flygtning eller krigsveteran???? Nej, ikke lige umiddelbart, det er da fuldstændig rigtigt. Og så dog. For jeg har brugt rigtig, rigtig mange år på at flygte - flygte fra min barndom.
Jeg er født og opvokset på Fyn af en alt for ung mor, der nok ikke havde fået set kampagner for sikker sex - i hvert fald dumpede jeg ind i hendes liv uden på nogen mulige måder at være ønsket og uden at den mandlige del af mit gen-materiale var tilstede, således er jeg vokset op uden at kende noget som helst til den fædrende del af mit ophav.
De første tre år boede jeg hos mine højt elskede bedsteforældre, jo ikke en periode af ens liv man husker vildt meget fra, dog er der enkelte små fraktioner, bittesmå glimt i min erindring af lykkelige stunder, blandet med nogle knap så behagelige glimt fra de perioder, hvor min mor fandt en ny kæreste og fik lyst til at lege far, mor og børn. En sådan kæreste dukkede igen op, ganske kort efter at jeg var fyldt tre år. Denne kæreste skulle vise sig at holde væsentlig længere end alle de øvrige havde gjort, på trods af at typen var nogenlunde den samme: en ældre fyr med et særdeles markant temperament og stor glæde ved psykisk magt over kvinder. Denne fyr havde så bare en opgradering i forhold til de øvrige, min mor havde beriget mit liv med; han var RIGTIG, RIGTIG glad for børn - og det er jo i og for sig et vældig forsonende træk, da jeg jo trods alt på det tidspunkt var et barn. Der må jeg så bare sande, at der er noget sandt i udtrykket "alting med måde"!!
Mit allerførste minde om denne mand og mit kommende hjem stammer fra en dejlig sommerdag, hvor vi havde taget den lange tur fra mine bedsteforældre på det nordlige Fyn til min kommende opvækstby nær Nyborg. Vi trillede ind på den store parkeringsplads, småstenene var trælse at få i sandalerne. Jeg havde min elsekde bjørn med, laset og pjaltet som den slags yndlingsbamser nu en gang er - jeg blev præsenteret for manden, lad os kalde ham Bob, sådan bare for nemhedens skyld og så lod min mor os være alene sammen, sådan for lige at give os en chance for at lære hinanden lidt at kende - ja, tusind tak da, det skal jeg da lige love for, at vi fik taget hul på! Bob snakkede ganske kort om, hvor glad han var for søde små piger som mig, hvor fin min kjole var og hvor sød jeg så ud - derefter fremdrog han sit lem og lukkede mine små fingre rundt om det, mens han fortalte, at det var sådan en fædre havde, som små piger kunne få lov til at ae og kæle med, hvis de var søde, og det kunne han jo se, at jeg var.Når man blev større, kunne man lege mange dejlige lege sammen, faderen og den søde pige. Alt imens salgstalen stod på blev min lille hånd behørigt præsenteret for genstanden for al denne mulige lykke, hvorefter den blev proppet tilbage gennem den småsnavsede gylp i den trendy hvide herreunderbuks og jeg for en kortere stund atter blev ladt alene tilbage i køkkenet igen. Det var dog kun for en vældig kort stund, for jeg skulle også møde Bob's mor, som han boede sammen med på det tidspunkt; han var jo trods alt også kun midt i 30'erne, en vanskelig alder for en single mand, det ved vi alle. Bob's mor var utrolig sød og imødekommende og jeg havde jo de allervarmeste billeder af konceptet bedsteforældre, så jeg tænkte da, at jeg selvfølgelig skulle dele min helt nye oplevelse og opdagelse med hende, nemlig en fars legetøj til små søde piger - lidt stolt af at være sød og på vej til at få en far ligesom alle de andre børn var man vel! Det gik dog fornuftig hurtigt op for mig, at hendes reaktion var væsentligt mindre begejstret end min, så da hun gik ud af køkkenet var jeg HELT klar over, at noget var galt - derfor krøb jeg ind under den store slagbænk, der fyldte en væsentlig del at køkkenet, pist væk var jeg! På mystisk vis lykkedes det dog Bob at finde mig, da han returnerede til køkkenet og også af hans reaktion fornemmede jeg hurtigt, at jeg havde handlet forkert - MEGET forkert! Det blev gjort meget tydeligt, at det IKKE var at være sød, det skulle jo være noget særligt mellem faderen og den lille pige, kunne jeg jo nok forstå! Da Bob var færdig med mig, var det ganske klart for mig, at det var MIG, der havde handlet forkert og at jeg skulle stramme op, hvis jeg skulle være så heldig at få del i den særlige far/datter-leg - og dermed var kimen til min massive skyldfølelse plantet........
søndag den 5. februar 2012
Skyld (1:116) ;0))
Skyldfølelse... Djævelens gave til mennesket - håber jeg i hvert fald, for hvis det er Gudfader i det høje, der har velsignet os med denne forbandede følelse, så er han ondere, end jeg troede!
Som jeg var inde på for et par dage siden, så er skyldfølelse en fast bestanddel af mit liv, en bestanddel, der driver mig ud over kanten jævnligt, som volder mig de voldsommeste kvaler i uendelig mange af livets situationer. Så mange at jeg ikke sådan lige her og nu vil give mig til at remse dem op, i har jo næsten med garanti flere ting, I gerne vil nå i dag end at læse denne blog....
Men når skyldfølelse dukker op igen lige nu i min blog, så skyldes det weekenden. Denne weekend har i vores "sammenbragte familie", som det så smukt hedder, været børneweekend. Det vil sige, at vi har været begavet med fire dejlige drenge i alderen 9-13 år, alle med meget på hjerte og faste meninger om, hvornår det skal ud til os andre, det de har på hjerte; dejligt! Skønt at det er lykkes os at fremelske tillid og tro nok hos vores børn til at de har udviklet holdninger og mandsmod til at dele og argumentere disse holdninger - men i små glimt kan jeg godt tænke tilbage på min egen barndom.... jeg er vokset op som enebarn, som eneste barn i familien i væsentlig mange år, min mor og hendes mand havde stort set udelukkende vennepar uden børn eller i hvert fald med væsentligt ældre børn. Så der sad jeg..... ene ene og alene pige, helt klar over, at min rolle var at tage mig yndigt og velopdragent ud, ikke spilde, ikke være i vejen - og kun tale, hvis jeg blev spurgt - f..... godt nok noget langt fra den flok på fire drenge, der har terroriseret mit hjem hele weekenden. Jo jo tænker du så måske nu, men det er vel ikke ligefrem grund nok til at bruge en hel blog på at skrive om skyldfølelse?? Nej, måske ikke - og så alligevel dog, for der er så meget mere i det. Når nu vi skal tilbringe weekenden sammen alle seks, så kræver det al min viljestyrke at forsøge at nyde det - eller i det mindste lade som om jeg nyder det - for alle drengenes skyld og for Peters skyld. For de har alle fortjent det; mine egne drenge har i dén grad fortjent, at når JEG har valgt at deres far og jeg skal være endnu et nummer i skilsmissestatistikken (SKYLDIG) og vi derfor kun er sammen hveranden weekend, så skal den weekend altså emme af hygge og kvalitet. Peters drenge har i lige så høj grad fortjent at have en skøn, hyggelig og kærlighedsfyldt weekend, for de ser trods alt kun deres far denne ene weekend på 14 dage - og sidst men ikke mindst, så har Peter fortjent det, for han elsker sine drenge og skal have tid, rum og støtte til at være der for sine børn, som han ser alt for sjældent.
Tilbage står jeg og synes, der er for meget støj, for mange krav, for mange måltider, for mange børn, for mange forventninger, for meget vasketøj - FOR MANGE! Og det fylder mig med en hjertesønderrivende skyldfølelse, for de vil alle fem - + begge hunde - så utrolig gerne være sammen med mig, tæt på mig, have min opmærksomhed, have kram, fortælle mig om deres tanker og behov her og nu.... med det resultat, at nu hvor Peter er på vej nordpå med hans to drenge, så sidder jeg hér og føler mig næsten "voldtaget" psykisk, i hvert fald helt og aldeles brugt, slidt....
Skyldfølelsen over ikke at kunne glæde mig til og over en weekend med alle fire drenge samlet er ENORM, den er ødelæggende og garanteret også selvforstærkende. Peter glæder sig til de her weekender, sætter pris på at have sine børn hos sig, selvfølgelig gør han det - og jeg er fuldt ud klar over, at min stærkt dæmpede begejstring (læs: ikke-eksisterende) for konceptet selvfølgelig vil påvirke ham og gæt hvad jeg får af visheden om dette????
... to be continued....
Som jeg var inde på for et par dage siden, så er skyldfølelse en fast bestanddel af mit liv, en bestanddel, der driver mig ud over kanten jævnligt, som volder mig de voldsommeste kvaler i uendelig mange af livets situationer. Så mange at jeg ikke sådan lige her og nu vil give mig til at remse dem op, i har jo næsten med garanti flere ting, I gerne vil nå i dag end at læse denne blog....
Men når skyldfølelse dukker op igen lige nu i min blog, så skyldes det weekenden. Denne weekend har i vores "sammenbragte familie", som det så smukt hedder, været børneweekend. Det vil sige, at vi har været begavet med fire dejlige drenge i alderen 9-13 år, alle med meget på hjerte og faste meninger om, hvornår det skal ud til os andre, det de har på hjerte; dejligt! Skønt at det er lykkes os at fremelske tillid og tro nok hos vores børn til at de har udviklet holdninger og mandsmod til at dele og argumentere disse holdninger - men i små glimt kan jeg godt tænke tilbage på min egen barndom.... jeg er vokset op som enebarn, som eneste barn i familien i væsentlig mange år, min mor og hendes mand havde stort set udelukkende vennepar uden børn eller i hvert fald med væsentligt ældre børn. Så der sad jeg..... ene ene og alene pige, helt klar over, at min rolle var at tage mig yndigt og velopdragent ud, ikke spilde, ikke være i vejen - og kun tale, hvis jeg blev spurgt - f..... godt nok noget langt fra den flok på fire drenge, der har terroriseret mit hjem hele weekenden. Jo jo tænker du så måske nu, men det er vel ikke ligefrem grund nok til at bruge en hel blog på at skrive om skyldfølelse?? Nej, måske ikke - og så alligevel dog, for der er så meget mere i det. Når nu vi skal tilbringe weekenden sammen alle seks, så kræver det al min viljestyrke at forsøge at nyde det - eller i det mindste lade som om jeg nyder det - for alle drengenes skyld og for Peters skyld. For de har alle fortjent det; mine egne drenge har i dén grad fortjent, at når JEG har valgt at deres far og jeg skal være endnu et nummer i skilsmissestatistikken (SKYLDIG) og vi derfor kun er sammen hveranden weekend, så skal den weekend altså emme af hygge og kvalitet. Peters drenge har i lige så høj grad fortjent at have en skøn, hyggelig og kærlighedsfyldt weekend, for de ser trods alt kun deres far denne ene weekend på 14 dage - og sidst men ikke mindst, så har Peter fortjent det, for han elsker sine drenge og skal have tid, rum og støtte til at være der for sine børn, som han ser alt for sjældent.
Tilbage står jeg og synes, der er for meget støj, for mange krav, for mange måltider, for mange børn, for mange forventninger, for meget vasketøj - FOR MANGE! Og det fylder mig med en hjertesønderrivende skyldfølelse, for de vil alle fem - + begge hunde - så utrolig gerne være sammen med mig, tæt på mig, have min opmærksomhed, have kram, fortælle mig om deres tanker og behov her og nu.... med det resultat, at nu hvor Peter er på vej nordpå med hans to drenge, så sidder jeg hér og føler mig næsten "voldtaget" psykisk, i hvert fald helt og aldeles brugt, slidt....
Skyldfølelsen over ikke at kunne glæde mig til og over en weekend med alle fire drenge samlet er ENORM, den er ødelæggende og garanteret også selvforstærkende. Peter glæder sig til de her weekender, sætter pris på at have sine børn hos sig, selvfølgelig gør han det - og jeg er fuldt ud klar over, at min stærkt dæmpede begejstring (læs: ikke-eksisterende) for konceptet selvfølgelig vil påvirke ham og gæt hvad jeg får af visheden om dette????
... to be continued....
torsdag den 2. februar 2012
...men alle de andre kan...
Jeg kan blive så helt enormt træt af mig selv! Kan vi jo nok allesammen, så jeg er nok ikke noget særsyn lige på DET punkt i hvert fald - desværre bliver jeg det bare helt vildt vanvittig tit og i en grad, der flere gange har været lige ved at føre til voldsomme handlinger af den definitive slags. Jeg var indtil for ikke så vildt længe siden fuldt ud i stand til at overbevise mig selv om, at verden ville blive et bedre sted, børnene ville blive gladere, begge de mænd, der har fyldt i mit liv ville kunne trække vejret lettere, hvis bare jeg ikke længere var. Dén del tror jeg, jeg kommer nærmere ind på en gang senere, lige nu vil jeg lige dvæle lidt ved nogle af de ting, der kan gøre mig så uendelig træt af - mig. Og en af de ting, der virkelig kan være trættende er netop, at jeg sågu da er træt hele tiden eller også i hvert fald meget nemt bliver det! En tur i Bilka og så skal I da ellers bare lige se løjer!! Så er jeg egentlig bedst egnet til at lege grøntsag i sofaen resten af dagen - og problemet ved det er så, at jeg faktisk bryder mig meget lidt om at sidde og hænge i sofaen!! Jo ikke en vældig fantastisk kombination, vel??
Og så er det, at jeg efter sådan en tur bliver enormt vred på mig selv, for ALLE DE ANDRE KAN! Alle de andre kan godt passe deres fuldtidsarbejde, holde hjemmet spotless, hente og bringe børnene til og fra skole, fritidsaktiviteter, handle I BILKA, shoppe med en veninde og STADIG være overskudsagtig mor og hustru efter kl. 18 - kan I ikke også??
Så kan det sågu da ikke være rigtigt, at det eneste, jeg efterfølgende kan overskue er at anbringe min oversize ass i sofaen og sidde og glo ud i luften, fuldstændig bombet i toppen; COME ON!! Det var en tur ud at handle, hvor slemt kan det lige være, trunte - ja, tænk I bare den tanke, det gør jeg nemlig også!
Så er det jo så bare sådan, at jeg er udstyret med verdens allerbedste, skønneste mand, der i dén grad har viet sit liv til at hjælpe mig og andre i lignende situationer videre, op, ud, så vi arbejder på det, jeg kommer stille og roligt fremad. Trætheden forsvinder nok ikke sådan bare lige, men jeg arbejder på at lære at forstå, lære at acceptere og anderkende mig selv - og mit handicap. For det er den erkendelse, jeg skal lære at leve med - at lige nu er jeg udstyret med et handicap, en diagnose. De oplevelser jeg har med mig i rygsækken fra barndommens gade har sat dybe, dybe spor, der præger hver eneste dag i mit liv, der indtil for ganske nyligt har haft en langt større betydning for alle mine handlinger og valg, end jeg selv var klar over. Diagnosen hedder PTSD - den er ganske alvorlig, men den kan helbredes - og det bliver den - min elskede skat; jeg skylder dig mit liv - TAK!
Og så er det, at jeg efter sådan en tur bliver enormt vred på mig selv, for ALLE DE ANDRE KAN! Alle de andre kan godt passe deres fuldtidsarbejde, holde hjemmet spotless, hente og bringe børnene til og fra skole, fritidsaktiviteter, handle I BILKA, shoppe med en veninde og STADIG være overskudsagtig mor og hustru efter kl. 18 - kan I ikke også??
Så kan det sågu da ikke være rigtigt, at det eneste, jeg efterfølgende kan overskue er at anbringe min oversize ass i sofaen og sidde og glo ud i luften, fuldstændig bombet i toppen; COME ON!! Det var en tur ud at handle, hvor slemt kan det lige være, trunte - ja, tænk I bare den tanke, det gør jeg nemlig også!
Så er det jo så bare sådan, at jeg er udstyret med verdens allerbedste, skønneste mand, der i dén grad har viet sit liv til at hjælpe mig og andre i lignende situationer videre, op, ud, så vi arbejder på det, jeg kommer stille og roligt fremad. Trætheden forsvinder nok ikke sådan bare lige, men jeg arbejder på at lære at forstå, lære at acceptere og anderkende mig selv - og mit handicap. For det er den erkendelse, jeg skal lære at leve med - at lige nu er jeg udstyret med et handicap, en diagnose. De oplevelser jeg har med mig i rygsækken fra barndommens gade har sat dybe, dybe spor, der præger hver eneste dag i mit liv, der indtil for ganske nyligt har haft en langt større betydning for alle mine handlinger og valg, end jeg selv var klar over. Diagnosen hedder PTSD - den er ganske alvorlig, men den kan helbredes - og det bliver den - min elskede skat; jeg skylder dig mit liv - TAK!
onsdag den 1. februar 2012
Kommunikation
Hvor er det bare vildt uendelig vigtigt, det med kommunikation! Jeg læste på et tidspunkt en fatastisk sætning; kærlighed kan overleve ALT - undtagen mangelfuld/dårlig kommunikation. Det tror jeg 100% på og jeg tror ligeledes, at det rækker langt ud over "blot" at dække kærligheden, jeg tror, det dækker i alle vores relationer livet igennem. For eksempel vores venskaber.
Jeg har to spidskompetencer, som jeg gerne lige vil bringe i spil i den anledning:
Ofte har jeg sagt ja til arrangementer, fester, den slags, blot for at blive helt reelt ssyg, når tiden nærmede sig, at jeg skulle afsted - ganske simpelt af skræk for at falde igennem, tydeligt fremstå dummere, grimmere og mindre interessant end alle andre i lokalet.
Ofte har jeg siddet til komsammener og sagt de mest åndsvage ting, været overeksalteret, småtræls at høre på - alt imens jeg har hyperventileret og talt minutter, til jeg kunne tillade mig at trække mig tilbage og endelig være mig.
Ofte har jeg ladet telefonen ringe ud uden at svare, når den ringede, for det var jo alligevel ikke fordi, jeg havde noget at byde ind med, der interesserede nogen....
Nu sidder jeg så her.... og tænker over kommunikation.... ville alt have set anderledes ud, hvis ikke jeg havde levet i evig skam og tavshed, hvis jeg havde fortalt de, jeg forsøgte at opbygge relationer med, at jeg er hundehamrende ekstremt angst for alle sociale relationer? Hvis jeg havde rakt en hånd ud ind imellem og bedt om hjælp, nærhed tryghed, venskab kærlighed...??? Og samtidig bedt om forståelse for at nogle ting bare er grænseoverskridende svære, men tag mig i hånden og hjælp mig ud - ud i jeres verden....
.... to be continued
Jeg har to spidskompetencer, som jeg gerne lige vil bringe i spil i den anledning:
- Jeg er ret god til at møde folk og danne en connection, således at både de og jeg har en god oplevelse af samværet og jeg har det nogenlunde fornuftigt med at mødes med mennesker - især, hvis det er mennekser, der ingen relation har i forhold til mig, min familie eller vores fremtid. Er noget af dette i spil, ja så skifter vi omgående til kompetence:
- AKUT TILBAGETRÆKNING!!! Fordi det jo er ganske tydeligt for enhver, at de mennesker, jeg står overfor, er langt mere værd end jeg er, de har styr på alting, de er supertjekkede, véd hvad de vil med deres liv, har formået at finde den rigtig i 1. hug, har velopdragne børn i fantastisk trivsel, ALT er bare top dollar! Og lige helt nøjagtig hvad skulle så gøre, at de mennesker på nogen som helst måde skulle være interesserede i at tilbringe længere tid end højst nødvendigt i mit selskab???
Ofte har jeg sagt ja til arrangementer, fester, den slags, blot for at blive helt reelt ssyg, når tiden nærmede sig, at jeg skulle afsted - ganske simpelt af skræk for at falde igennem, tydeligt fremstå dummere, grimmere og mindre interessant end alle andre i lokalet.
Ofte har jeg siddet til komsammener og sagt de mest åndsvage ting, været overeksalteret, småtræls at høre på - alt imens jeg har hyperventileret og talt minutter, til jeg kunne tillade mig at trække mig tilbage og endelig være mig.
Ofte har jeg ladet telefonen ringe ud uden at svare, når den ringede, for det var jo alligevel ikke fordi, jeg havde noget at byde ind med, der interesserede nogen....
Nu sidder jeg så her.... og tænker over kommunikation.... ville alt have set anderledes ud, hvis ikke jeg havde levet i evig skam og tavshed, hvis jeg havde fortalt de, jeg forsøgte at opbygge relationer med, at jeg er hundehamrende ekstremt angst for alle sociale relationer? Hvis jeg havde rakt en hånd ud ind imellem og bedt om hjælp, nærhed tryghed, venskab kærlighed...??? Og samtidig bedt om forståelse for at nogle ting bare er grænseoverskridende svære, men tag mig i hånden og hjælp mig ud - ud i jeres verden....
.... to be continued
Abonner på:
Opslag (Atom)