Hun......

græder ikke længere, når døren til skabet bliver lukket, for hun HAR lært lektien....
Selvom hun efter et par timer ikke føler, at der er ilt tilbage, selvom hun til stadighed indeni råber om hjælp, kalder på sin hemmelige far, véd hun, at straffen for at græde ikke er tårerne værd.
I starten havde hun grædt højlydt, råbt på hjælp, forventet at når de hørte, at hun ikke følte, hun kunne få luft, så ville de blive kede af det, de havde gjort, hjælpe hende ud og trøste hende - men da skabsdøren bliver åbnet er det af Bob og hun ved lige med det samme, at det her - det er ikke godt. Slaget falder promte, øret smerter og kinden svider. "Du skal holde din kæft, din lille møgtøs - du skal sguda også altid ødelægge alt det, man gør for dig! Nu holder du din KÆFT lukket, til vi er færdige - det er vigtige folk, der er her i aften og du skal IKKE ødelægge mere for os! Husk nu, hvad politimanden sagde til dig sidst; du kommer på børnehjem, hvis ikke du kan lære at opføre dig ordentligt - hvad tror du morfar og mormor vil sige til dét!!!"

Døren bliver knaldet i igen og låsen drejer om....

Efterhånden lærer hun at græde indeni, at græde sammen med Far, der gør sit bedste for at trøste hende, sammen med Beast, der lover at sønderflænse dem, når han kommer ud... men når de kommer ud, kan Beast ikke beskytte hende mod hånden, der lukker sig over munden på hende, så skrigene ikke kommer ud - skrigene, hun endnu ikke har lært at holde inde, når de store mænd trænger helt ind i hende, hårdt, igen og igen...... blodet løber ned mellem benene på hende, blod blandet med sperm. Hånden holder så hårdt, så hårdt, den er stor og hård, huden ru, den fylder det hele, luften forsvinder igen, ligesom inde i skabet, hun kan ikke mere, opgiver kampen og forsvinder.... forsvinder ind til Beast og Far, der begge kæmper som rasende for at komme ud, knurrer, fråden sprøjter ud af mundvigene....

I bilen hjem kommer hun langsomt op, ud i verden igen... men hvorfor? Hvorfor, når hun nu så gerne bare vil blive inde hos Beast og Far, hvorfor kan Verden ikke bare lade hende være?
Smerten mellem benene og i numsen er usigelig og hun må opgive at sidde op......men hun græder ikke.