Skyldfølelse... Djævelens gave til mennesket - håber jeg i hvert fald, for hvis det er Gudfader i det høje, der har velsignet os med denne forbandede følelse, så er han ondere, end jeg troede!
Som jeg var inde på for et par dage siden, så er skyldfølelse en fast bestanddel af mit liv, en bestanddel, der driver mig ud over kanten jævnligt, som volder mig de voldsommeste kvaler i uendelig mange af livets situationer. Så mange at jeg ikke sådan lige her og nu vil give mig til at remse dem op, i har jo næsten med garanti flere ting, I gerne vil nå i dag end at læse denne blog....
Men når skyldfølelse dukker op igen lige nu i min blog, så skyldes det weekenden. Denne weekend har i vores "sammenbragte familie", som det så smukt hedder, været børneweekend. Det vil sige, at vi har været begavet med fire dejlige drenge i alderen 9-13 år, alle med meget på hjerte og faste meninger om, hvornår det skal ud til os andre, det de har på hjerte; dejligt! Skønt at det er lykkes os at fremelske tillid og tro nok hos vores børn til at de har udviklet holdninger og mandsmod til at dele og argumentere disse holdninger - men i små glimt kan jeg godt tænke tilbage på min egen barndom.... jeg er vokset op som enebarn, som eneste barn i familien i væsentlig mange år, min mor og hendes mand havde stort set udelukkende vennepar uden børn eller i hvert fald med væsentligt ældre børn. Så der sad jeg..... ene ene og alene pige, helt klar over, at min rolle var at tage mig yndigt og velopdragent ud, ikke spilde, ikke være i vejen - og kun tale, hvis jeg blev spurgt - f..... godt nok noget langt fra den flok på fire drenge, der har terroriseret mit hjem hele weekenden. Jo jo tænker du så måske nu, men det er vel ikke ligefrem grund nok til at bruge en hel blog på at skrive om skyldfølelse?? Nej, måske ikke - og så alligevel dog, for der er så meget mere i det. Når nu vi skal tilbringe weekenden sammen alle seks, så kræver det al min viljestyrke at forsøge at nyde det - eller i det mindste lade som om jeg nyder det - for alle drengenes skyld og for Peters skyld. For de har alle fortjent det; mine egne drenge har i dén grad fortjent, at når JEG har valgt at deres far og jeg skal være endnu et nummer i skilsmissestatistikken (SKYLDIG) og vi derfor kun er sammen hveranden weekend, så skal den weekend altså emme af hygge og kvalitet. Peters drenge har i lige så høj grad fortjent at have en skøn, hyggelig og kærlighedsfyldt weekend, for de ser trods alt kun deres far denne ene weekend på 14 dage - og sidst men ikke mindst, så har Peter fortjent det, for han elsker sine drenge og skal have tid, rum og støtte til at være der for sine børn, som han ser alt for sjældent.
Tilbage står jeg og synes, der er for meget støj, for mange krav, for mange måltider, for mange børn, for mange forventninger, for meget vasketøj - FOR MANGE! Og det fylder mig med en hjertesønderrivende skyldfølelse, for de vil alle fem - + begge hunde - så utrolig gerne være sammen med mig, tæt på mig, have min opmærksomhed, have kram, fortælle mig om deres tanker og behov her og nu.... med det resultat, at nu hvor Peter er på vej nordpå med hans to drenge, så sidder jeg hér og føler mig næsten "voldtaget" psykisk, i hvert fald helt og aldeles brugt, slidt....
Skyldfølelsen over ikke at kunne glæde mig til og over en weekend med alle fire drenge samlet er ENORM, den er ødelæggende og garanteret også selvforstærkende. Peter glæder sig til de her weekender, sætter pris på at have sine børn hos sig, selvfølgelig gør han det - og jeg er fuldt ud klar over, at min stærkt dæmpede begejstring (læs: ikke-eksisterende) for konceptet selvfølgelig vil påvirke ham og gæt hvad jeg får af visheden om dette????
... to be continued....
Ingen kommentarer:
Send en kommentar