Allerførste gang

Véd ikke helt, om jeg havde forestillet mig at jeg ville være lige så god til at strukturere min blog, som jeg er til at strukturere mit liv og min hverdag - det må jeg i hvert fald konstatere, at jeg bestemt på ingen måder er!
Derfor er der da egentlig også mulighed for at I, der læser denne blog kan deltage i en ønskekoncert - hvad vil I egentlig gerne at jeg, en gevaldig almindelig depressiv, PTSD-ramt jysk husmor med strækmærker og delle-vom deler med jer? Smid det som en kommentar under dagens indlæg og se, om du får dit ønske spillet ;0)

MEN! Dagens blog - havde egentlig tænkt, at jeg i dag skulle arbejde videre på føljetonen om skyldfølelse... hmmm... får vel for f..... ikke skyldfølelse over, hvis jeg skifter plade i dagens indlæg, vel??? Nå, det må prøves....

Jeg har nævnt det et par gange nu - PTSD. Er så bare ikke klar over, om der er ret mange af jer, der egentlig véd, hvad det dækker over, så det vil jeg rigtig gerne berige jer med i dag!
PTSD står for PostTraumatisk Stress Disorder - det vil altså sige en voldsom efterreaktion på voldsomme hændelser, eksempelvis lider en væsentlig del flygtninge og krigsveteraner af PTSD. Øhhhh tænker I så... Lisbeth er sågu da hverken flygtning eller krigsveteran???? Nej, ikke lige umiddelbart, det er da fuldstændig rigtigt. Og så dog. For jeg har brugt rigtig, rigtig mange år på at flygte - flygte fra min barndom.
Jeg er født og opvokset på Fyn af en alt for ung mor, der nok ikke havde fået set kampagner for sikker sex - i hvert fald dumpede jeg ind i hendes liv uden på nogen mulige måder at være ønsket og uden at den mandlige del af mit gen-materiale var tilstede, således er jeg vokset op uden at kende noget som helst til den fædrende del af mit ophav.

De første tre år boede jeg hos mine højt elskede bedsteforældre, jo ikke en periode af ens liv man husker vildt meget fra, dog er der enkelte små fraktioner, bittesmå glimt i min erindring af lykkelige stunder, blandet med nogle knap så behagelige glimt fra de perioder, hvor min mor fandt en ny kæreste og fik lyst til at lege far, mor og børn. En sådan kæreste dukkede igen op, ganske kort efter at jeg var fyldt tre år. Denne kæreste skulle vise sig at holde væsentlig længere end alle de øvrige havde gjort, på trods af at typen var nogenlunde den samme: en ældre fyr med et særdeles markant temperament og stor glæde ved psykisk magt over kvinder. Denne fyr havde så bare en opgradering i forhold til de øvrige, min mor havde beriget mit liv med; han var RIGTIG, RIGTIG glad for børn - og det er jo i og for sig et vældig forsonende træk, da jeg jo trods alt på det tidspunkt var et barn. Der må jeg så bare sande, at der er noget sandt i udtrykket "alting med måde"!!

Mit allerførste minde om denne mand og mit kommende hjem stammer fra en dejlig sommerdag, hvor vi havde taget den lange tur fra mine bedsteforældre på det nordlige Fyn til min kommende opvækstby nær Nyborg. Vi trillede ind på den store parkeringsplads, småstenene var trælse at få i sandalerne. Jeg havde min elsekde bjørn med, laset og pjaltet som den slags yndlingsbamser nu en gang er - jeg blev præsenteret for manden, lad os kalde ham Bob, sådan bare for nemhedens skyld og så lod min mor os være alene sammen, sådan for lige at give os en chance for at lære hinanden lidt at kende - ja, tusind tak da, det skal jeg da lige love for, at vi fik taget hul på! Bob snakkede ganske kort om, hvor glad han var for søde små piger som mig, hvor fin min kjole var og hvor sød jeg så ud - derefter fremdrog han sit lem og lukkede mine små fingre rundt om det, mens han fortalte, at det var sådan en fædre havde, som små piger kunne få lov til at ae og kæle med, hvis de var søde, og det kunne han jo se, at jeg var.Når man blev større, kunne man lege mange dejlige lege sammen, faderen og den søde pige. Alt imens salgstalen stod på blev min lille hånd behørigt præsenteret for genstanden for al denne mulige lykke, hvorefter den blev proppet tilbage gennem den småsnavsede gylp i den trendy hvide herreunderbuks og jeg for en kortere stund atter blev ladt alene tilbage i køkkenet igen. Det var dog kun for en vældig kort stund, for jeg skulle også møde Bob's mor, som han boede sammen med på det tidspunkt; han var jo trods alt også kun midt i 30'erne, en vanskelig alder for en single mand, det ved vi alle. Bob's mor var utrolig sød og imødekommende og jeg havde jo de allervarmeste billeder af konceptet bedsteforældre, så jeg tænkte da, at jeg selvfølgelig skulle dele min helt nye oplevelse og opdagelse med hende, nemlig en fars legetøj til små søde piger - lidt stolt af at være sød og på vej til at få en far ligesom alle de andre børn var man vel! Det gik dog fornuftig hurtigt op for mig, at hendes reaktion var væsentligt mindre begejstret end min, så da hun gik ud af køkkenet var jeg HELT klar over, at noget var galt - derfor krøb jeg ind under den store slagbænk, der fyldte en væsentlig del at køkkenet, pist væk var jeg! På mystisk vis lykkedes det dog Bob at finde mig, da han returnerede til køkkenet og også af hans reaktion fornemmede jeg hurtigt, at jeg havde handlet forkert - MEGET forkert! Det blev gjort meget tydeligt, at det IKKE var at være sød, det skulle jo være noget særligt mellem faderen og den lille pige, kunne jeg jo nok forstå! Da Bob var færdig med mig, var det ganske klart for mig, at det var MIG, der havde handlet forkert og at jeg skulle stramme op, hvis jeg skulle være så heldig at få del i den særlige far/datter-leg - og dermed var kimen til min massive skyldfølelse plantet........