...men alle de andre kan...

Jeg kan blive så helt enormt træt af mig selv! Kan vi jo nok allesammen, så jeg er nok ikke noget særsyn lige på DET punkt i hvert fald - desværre bliver jeg det bare helt vildt vanvittig tit og i en grad, der flere gange har været lige ved at føre til voldsomme handlinger af den definitive slags. Jeg var indtil for ikke så vildt længe siden fuldt ud i stand til at overbevise mig selv om, at verden ville blive et bedre sted, børnene ville blive gladere, begge de mænd, der har fyldt i mit liv ville kunne trække vejret lettere, hvis bare jeg ikke længere var. Dén del tror jeg, jeg kommer nærmere ind på en gang senere, lige nu vil jeg lige dvæle lidt ved nogle af de ting, der kan gøre mig så uendelig træt af - mig. Og en af de ting, der virkelig kan være trættende er netop, at jeg sågu da er træt hele tiden eller også i hvert fald meget nemt bliver det! En tur i Bilka og så skal I da ellers bare lige se løjer!! Så er jeg egentlig bedst egnet til at lege grøntsag i sofaen resten af dagen - og problemet ved det er så, at jeg faktisk bryder mig meget lidt om at sidde og hænge i sofaen!! Jo ikke en vældig fantastisk kombination, vel??
Og så er det, at jeg efter sådan en tur bliver enormt vred på mig selv, for ALLE DE ANDRE KAN! Alle de andre kan godt passe deres fuldtidsarbejde, holde hjemmet spotless, hente og bringe børnene til og fra skole, fritidsaktiviteter, handle I BILKA, shoppe med en veninde og STADIG være overskudsagtig mor og hustru efter kl. 18 - kan I ikke også??
Så kan det sågu da ikke være rigtigt, at det eneste, jeg efterfølgende kan overskue er at anbringe min oversize ass i sofaen og sidde og glo ud i luften, fuldstændig bombet i toppen; COME ON!! Det var en tur ud at handle, hvor slemt kan det lige være, trunte - ja, tænk I bare den tanke, det gør jeg nemlig også!

Så er det jo så bare sådan, at jeg er udstyret med verdens allerbedste, skønneste mand, der i dén grad har viet sit liv til at hjælpe mig og andre i lignende situationer videre, op, ud, så vi arbejder på det, jeg kommer stille og roligt fremad. Trætheden forsvinder nok ikke sådan bare lige, men jeg arbejder på at lære at forstå, lære at acceptere og anderkende mig selv - og mit handicap. For det er den erkendelse, jeg skal lære at leve med - at lige nu er jeg udstyret med et handicap, en diagnose. De oplevelser jeg har med mig i rygsækken fra barndommens gade har sat dybe, dybe spor, der præger hver eneste dag i mit liv, der indtil for ganske nyligt har haft en langt større betydning for alle mine handlinger og valg, end jeg selv var klar over. Diagnosen hedder PTSD - den er ganske alvorlig, men den kan helbredes - og det bliver den - min elskede skat; jeg skylder dig mit liv - TAK!